-
Den udvikling, der er sket i Mellemøsten og Nordafrika her i begyndelsen af 2011, er utrolig og fantastisk. Det er glædeligt, at det egyptiske folk er kommet så langt ved egen kraft, og det er egentlig ligeså glædeligt, at det har inspireret til en frihedsbevægelse i Libyen. Men det er skræmmende at se de voldsomme reaktioner og følgevirkninger, som det fører med sig.
Jeg hørte en radioudsendelse hvor en politiker og en forsker diskuterede, hvad man burde og kunne gøre ved Gadaffi. De var enige om, at verdenssamfundet ikke kunne tillade, at han begår folkemord på sin egen befolkning, men hvordan bør man stoppe det? Og hvem skal gribe ind?
En såkaldt flyforbudszone var blevet foreslået som en god løsning. En flyforbudszone betyder ikke, ”at man flyver lidt rundt og holder øje”, næh, det betyder at man starter med at bombe alle Gadaffis fly i stumper og stykker, mens de står på landjorden, og herefter er det så meget lettere at håndhæve et flyforbud.Men hvem skal nu gå ind og bombe Gadaffis fly? Skal amerikanerne og NATO gøre det? Den arabiske ligas Amr Moussa har åbenbart skiftet mening fra først at mene, at libyerne selv måtte ordne deres egne sager til nu at mene, at folkemord er uacceptabelt, og han går nu ind for flyforbudszonen. Men det skulle så være den afrikanske union eller andre regionale styrker, som skulle foretage dette angreb. Vestlige bombefly vil af mange på det afrikanske kontinent og af Kina, Indien og Rusland blive betragtet som endnu et eksempel på vestlige imperialisme og indblanding i andre landes forhold.
Anders Fogh Rasmussen sagde Nyhederne d. 4. marts, at Nato er klar, hvis de får en henvendelse, men hvorfra denne henvendelse skulle komme, kom han ikke nærmere ind på. Også AFR var opmærksom på, at Vesten ikke bare kan komme brasende og bringe ro og orden.
Jeg vil på ingen måde påstå, at jeg har nogen form for løsning på dette dilemma, men jeg bliver så trist ved tanken om de mislykkede forsøg på at bringe ordnede forhold til folket, som Vesten har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan.
-
Danmark er et retssamfund, og vi er stolte af, at retssikkerhed præger sagsbehandlingen ved domstolene og i den offentlige forvaltning. Men retssikkerheden er under pres i disse år. Frygt for terror og krav om effektivisering af den offentlige sektor er to faktorer, som kan medvirke til nedprioritering af borgernes retssikkerhed til fordel for andre hensyn.
Her til foråret holder jeg et kursus på Folkeuniversitetet, hvor vi vil se nærmere på, hvad begrebet retssikkerhed egentlig handler om, og hvordan det udmønter sig i Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven. Ved hjælp af konkrete og aktuelle eksempler fra pressen og fra Ombudsmandens praksis ser vi på, hvordan reglerne virker i praksis.
Kurset varer 5 gange 2 timer og omhandler følgende dele:
1. Retssikkerhed og de forvaltningsretlige grundbegreber
2. Forvaltningsloven
3. Offentlighedsloven
4. Persondataloven
5. God forvaltningsskikKurset finder sted på KUA, Njalsgade 76, 1. gang d. 17. februar kl. 17.15. Tilmelding sker på linket her.
-
Det har været mit personlige valgsprog i mange år, og også konsulentfirmaet HAGELUND måtte i 2010 erkende sandheden i dette omvendte ordspil. I januar 2010 tilbød en tidligere kollega – advokat Susanne Ravn i Roskilde – at jeg kunne blive advokatfuldmægtig hos hende. På den måde kunne jeg finde ud af, om advokatgerningen var noget for mig, og om der var kunder til mit speciale – offentlig ret. Jeg startede på deltid d. 1. februar – midt i årets første snekaos.
Samtidig gik jeg i gang med at skrive afsluttende projekt på HD 1. del sammen med to studiekammerater. Vi havde valgt emnet ”Iværksætteri i en krisetid” – med konsulentfirmaet HAGELUND som case. Vi ville undersøge, hvordan firmaet kunne øge sine indtægter og skabe et solidt økonomisk fundament. Efter grundige økonomiske overvejelser og markedsundersøgelser kom vi frem til følgende konklusioner:
• Priserne er generelt for lave..
• På længere sigt er det vigtigste dog at få skabt et større kundegrundlag …
• HAGELUND må væbne sig med tålmodighed, sætte tæring efter næring og arbejde mere på at differentiere sine ydelser og ikke konkurrere på prisen. Bliver det for surt, må ejeren tage sig et fast arbejde.Mens jeg sad og tyggede på denne ubehagelige konklusion, så jeg i Politiken, at stillingen som rektor for Folkeuniversitetet i København var slået op. Jeg kendte udmærket Folkeuniversitetet, blandt andet fordi jeg startede min karriere som voksenunderviser dér tilbage 90’erne. Stillingen som rektor ville give mig mulighed for igen at arbejde med uddannelsespolitik og –planlægning, som har været en rød tråd gennem hele mit arbejdsliv. Så jeg søgte stillingen og fik den.
Det betød farvel til advokatgerningen i Roskilde og goddag til mange gamle venner og samarbejdspartnere fra tiden på Københavns Universitet. Men heldigvis ikke farvel til HAGELUND, som jo har eksisteret siden 1996 og som fortsat er en højt skattet bibeskæftigelse for mig.
Kernen i HAGELUNDs virksomhed i dag er bogen ”Sagsbehandling i øjenhøjde”, der udkom i april 2010 på Akademisk Forlag. Bogen samler på et letlæst og overskuelig måde indholdet af de korte kurser i offentlig ret, som jeg i årets løb har holdt for Københavns Kommunes BUF-forvaltning, for CPH-West, Biblioteksskolen, Det kgl. Bibliotek og flere andre kunder.
Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at året 2010 gik sådan, og det er derfor, jeg holder så meget af mit valgsprog.
God jul og godt nytår til alle.
-
Som en del af finanslov 2011 skal der gøres en indsats for at forbedre ghettoerne. Hele projektet virker som valgflæsk og vedtaget uden særlig omtanke og baggrundsviden. Nu skal der vises handlekraft, og de grimme ghettoer fyldt med ressourcesvage beboere skal væk og erstattes af attraktive grønne områder med en bred beboersammensætning.
Nu er mange af de almene boligområder – også de såkaldte ghettoer – ret pæne i forvejen, og boligorganisationerne gør meget for at sikre et indbydende og velfungerende boligmiljø. En lille del af boligerne kan allerede i dag anvises efter såkaldte ”fleksible kriterier”, d.v.s. uden om den almindelige venteliste og udenom den kommunale anvisning.
Alligevel er man meget langt fra en bred beboersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Et af de store problemer er, at huslejen i mange almene boligområder er ret dyr. Hvis man skal betale over 7000 kr. for en treværelses lejlighed i en ghetto, vil mange vælge at købe en andelslejlighed, hvor de for samme pris kan blive ejere af deres eget hjem.
Det er ikke rosenbede, arkitekttegnet udendørsbelysning og nye fliser, som tiltrækker studerende, lavtlønsfamilier og folk med mellemlange uddannelser. Det er en virkelig konkurrencedygtig pris, hvor det bliver tydeligt, at livet som lejer giver en familie andre valgmuligheder i livet end at bruge hovedparten af deres indtægt på at bo.
-
Søndag d. 31. oktober markerer overgangen til vinterhalvåret, hvor sommertiden er forbi. Det er Allehelgensaften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løs. Hvorfor ikke fejre dagen med familie og venner og samtidig støtte en indisk hjælpeorganisation, der arbejder med udvikling og uddannelse i det fattige Vestbengalen?
Ta’ din familie og venner med til:
Kvartershuset, Jemtelandsgade 3, 2300 København S
(nær Amagerbro Metrostation) søndag d. 31. oktober 2010 kl. 14 – 17.
Program:
Velkomst og nyt fra Shamayita Math
Salg af kaffe og kage og bankoplader
Optræden med lystige viser ved 3XB
Kort foredrag om Indien i dag, v. lektor, ph.d. Peter Birkelund Andersen
Bankospil med flotte præmierFriends of Shamayita Math er en dansk forening, hvis formål det er at sprede viden om Shamayita Math og indsamle økonomiske midler til aktiviteter og projekter forestået af Shamayita Math. Vi har finansieret opførelsen af en skolebygning i landsbyen Dangapara.
Nu samler vi ind til at købe inventar til skolen.
Nedenfor ses et billede af skolen ved indvielsen i september.
Tilmelding senest 24/10 på bentehagelund@hotmail.com.
-
I slutningen af juli blev Pakistan i dagevis oversvømmet i arealer af ufattelig størrelse. 20 millioner mennesker er blevet hjemløse og efterladt i en vådt og mudret landskab uden noget at leve af.
I begyndelsen af august kom forskellige internationale hjælpeorganisationer på banen, f.eks. Unicef, Læger uden grænser og Røde Kors. Også de nationale regeringer med bl.a. USA og Danmark i førertrøjen har været hurtigt ude med tilsagn om støtte. Den pakistanske regering selv har ikke været specielt effektiv med at sørge for nødhjælp, mens det pakistanske militær og især forskellige lokale private og religiøse grupper forsøger at hjælpe de nødstedte. Behovet for hjælp overstiger dog under alle omstændigheder kapaciteten i Pakistan.
I Horisont i DR1 kunne man d. 23/8 høre Philip Kockard sige, at mange pakistanere har paranoia og tror, at verdenssamfundet ikke kan lide dem, fordi de er muslimer. Derfor bør alle nationale og internationale organisationer bidrage til redningsarbejdet.
Men det gør de ikke. Mange er helt usynlige og tavse, og det er derfor ikke let at vide, hvorfor de ikke træder til med samme iver som efter tsunamien i 2004 og jordskælvet i Haiti i foråret 2010.
Jeg har selv set en begrundelse for ikke at hjælpe på nuværende tidspunkt, som lyder sådan her:
”Vi har besluttet ikke at iværksætte en stor landsindsamling. Der er tilsyneladende mange penge på vej allerede fra mange regeringer og nødhjælps organisationer – og Pakistan er ikke et fattigt land som Haiti – og de har meget rige venner i den muslimske verden.”
Det blev jeg ked af at læse. Hvad hjælper det ludfattige og hjemløse pakistanske bønder, at de har rige venner i den muslimske verden? Skal de sidde der i mudderet og vente på, at nogen rige arabere flyver ind med nødhjælp? Moralsk tager jeg afstand fra denne udtalelse. Efter min mening bør alle, der har midler, yde humanitær hjælp til alle katastrofeofre – uanset deres religiøse eller politiske standpunkter.
Det er også en meget farlig vej at betræde rent sikkerhedsmæssigt. Alle er enige om, at hvis ikke det internationale samfund træder til og hjælper i en situation, hvor den pakistanske regering mere eller mindre må give op – ja, så kaster man først de nødstedte i armene på militante muslimske grupper, der er velorganiserede og muligvis også rige. Og så er der rent faktisk belæg for de fattige pakistaneres paranoia.
-
Siden 1898 har det været Folkeuniversitetets varemærke, at alle og enhver kan få indsigt i videnskabens resultater og metoder. Målgruppen var i starten arbejdere og kvinder, som pr. definition var nærmest udelukket fra at få indblik i, hvad der foregik på universiteterne. Men er der plads til Folkeuniversitetet i dag?
En meget stor del af befolkningen får i dag en videregående uddannelse, og tilbuddene om efter- og videreuddannelse er mange og meget varierede. Folkeuniversitetet har ingen adgangskrav, og der er ingen eksaminer. Undervisningen er ikke målrettet til at give deltagerne karrieremæssige fordele, og der er ingen netbaseret undervisning. Som på Grundtvigs tid er undervisningen baseret på det talte, levende ord, og det personlige møde mellem lærer og studerende, hvor begge parter kunne udvikle sig gennem dialog og debat. Hvordan kan noget så gammeldags være attraktivt for 10.000-vis af mennesker hvert år?
Forklaringen er, at Folkeuniversitetets undervisning er lystbetonet. Studenterne er videbegærlige mennesker, der er motiveret af et ønske om at blive klogere på bestemte emner, som interesserer dem. Mange starter på Folkeuniversitetet, når de er blevet pensionister og tager fat på årelange studier af kunsthistoriens forskellige aspekter, som de aldrig har haft tid til at sætte sig ind. Andre motiveres af den overfladiske nyhedsstrøm i TV og får lyst til at gå i dybden med religiøse, politiske eller naturvidenskabelige emner. Atter andre opdager, at der er et kursus om deres store idol David Lynch´s filmkunst, og det må de bare deltage i for at øge deres viden.
Begrebet ”livslang læring” er ikke kun arbejdsgivernes krav om evig kompetenceudvikling og omstillingsparathed, men også er et menneskeligt behov for personlig udvikling gennem en bredere og dybere viden om alverdens emner. Derfor vil der også i fremtiden være brug for Folkeuniversitetet.
-
Historierne om hjemmehjælperne i Håndværkerhaven, der snyder de gamle og svage mennesker for pleje, hjælp og menneskelig kontakt, gør mig meget trist til mode, og får mig til at tænke tilbage på mit første job som 15-årig vareopsætter i en købmandsforretning. Når købmanden ikke var til stede, forsynede de ansatte sig fra hylderne med slik og cigaretter, og kollegerne opfordrede også mig til at tage for mig af retterne. Selvom jeg ikke ville, så følte jeg mig presset til at være en del af fællesskabet og ikke skille mig ud ved at være fin på den eller dum nok til ikke at udnytte de fordele, man kunne få.
Men som bagermester Harepus siger i Dyrene i Hakkebakkeskoven: ”stjålne kager smager surt, men de kager man ærligt og redeligt har købt; de smager sødt”, og jeg erkendte snart, at der ikke var noget sjov ved at stå sammen med de to kassedamer og gnaske stjålen chokolade i sig. Det endte da også med afskedigelser ligesom i Håndværkerhaven, og selvom jeg ikke blev sagt op, følte jeg mig flov og karaktersvag over at have gået med og ikke sagt fra.
Den lærdom har jeg båret med mig lige siden, og jeg kan derfor sagtens sætte mig ind i, hvad der er foregået i personalegruppen i Håndværkerhaven. Alle taler om, hvor hårdt og stressende det er at være hjemmehjælper, så det er da kun rimeligt, at vi selv tager lidt godter, her betalte fritimer. Jeg kan lige se for mig, hvordan nyansatte straks får forklaret, hvordan man gør, og at dem, der eventuelt ikke vil være med, hurtigt bliver mobbet ud eller kørt hen på et sidespor.
Når sådan en moral kan vokse sig stærk, skyldes det efter min opfattelse en fraværende ledelse. I købmandsforretningen blev der stjålet, når købmanden var ude af huset. Jeg nægter at tro, at ledelsen i Håndværkerhaven havde givet sit samtykke til praksis eller med vilje vendt det blinde øje til, men ledelsen må have været fysisk eller psykisk fraværende og helt ude af trit med, hvad der foregik blandt medarbejderne.
Og derfor hjælper det heller ikke spor at indføre flere kontrolsystemer, check-points eller lignende. Det er medarbejdernes holdning til deres arbejde og deres kunder, der skal ændres. Når man arbejder som hjemmehjælper eller i øvrigt med omsorg, bør man ikke have en holdning om, at man selv kommer i første række. Hvis medarbejderne føler, at de er skabt til noget større end at være hjemmehjælper, og at det derfor er helt på sin plads at vil sætte egne krav, ønsker og behov før kundernes, bør de finde sig et andet arbejde.
-
Søren Pind siger, at god ulandshjælp er, når filippinske au-pair-piger kommer til Danmark, hvor en beskeden udbetaling af lommepenge kan gøre hele forskellen, hvis den stort set uberørt bliver sendt hjem til Filippinerne. En model, som er og har været vidt udbredt i Indien, Pakistan, Nepal og andre asiatiske lande i årevis, hvor den største lykke for en familie er, når et af familiens lyse hoveder kan drage vestpå for at få en uddannelse eller et job eller helst begge dele.
Men når man stopper et fly til Tyrkiet i Københavns lufthavn og finder flere millioner kontanter på de herboende tyrkere, der skal hjem på sommerferie – så er det ikke ulandshjælp, så er det snyd, siger skattevæsenet. Og det har de sikkert ret i. Nok er Tyrkiet ikke ligefrem et uland, men hvis pengene var nået frem til deres bestemmelsessted, ville de sikkert have gjort god gavn i den fattige tyrkiske provins langt fra badestedernes middelhavsidyl.
En anden form for ulandshjælp finder sted i Afghanistan, hvor Danmark bruger mange ressourcer på at sende soldater til at både sikre og udvikle landet. Alligevel kunne man også her i ugens løb læse en historie om store kontante pengestrømme, der flyder ud af Afghanistan. 60 millioner kroner hver eneste dag faktisk. Hvor kommer de fra? Er det den danske sikkerheds- og udviklingsbistand, der kanaliseres til smarte forretningsfolk og korrupte politikere, hvorefter den parkeres sikkert på Cayman-øerne og andre steder?
Rent privat har jeg og de andre Friends of Shamayita Math samlet 11.000 kr. sammen, som vi har tænkt os at sende til Indien, hvor der bliver bygget en landsbyskole i mursten med elektrisk lys og skolemøbler.
Så pengene strømmer ud af Danmark på forskellig vis – og det er ikke så ligetil at afgøre, om det er en god ting.
-
Hvorfor er Lars von Trier’s film så provokerende? Hvad er lykke, og kan man selv finde den? Kan forskerne forudsige den næste askesky? Hvilken betydning har jazzmusiken for den japanske forfatter Haruki Murakami? Hvad er en supernova og et kosmisk gammaglimt?
Folkeuniversitetet har igennem mere end 100 år været en populær mulighed for videbegærlige mennesker til at få indsigt i alskens emner, og hvert år deltager mange tusinde mennesker i ét eller flere af de spændende programmer. D. 1/7 tiltræder jeg stillingen som rektor – d.v.s. leder af Folkeuniversitetet i København.
Folkeuniversitetet er kendt som et sted, hvor forskning på højt videnskabeligt niveau bliver formidlet i øjenhøjde, så alle kan være med. Det skal vi fastholde og udvikle, så endnu flere befolkningsgrupper får lyst til at deltage. Både unge og gamle, erhvervsaktive og pensionister, og borgere med forskellige etniske og kulturelle baggrunde skal kunne finde attraktive kursustilbud på Folkeuniversitetet.
Sammen med de faglige kontaktpersoner, styrelsen og medarbejderne vil jeg derfor arbejde på at udvide Folkeuniversitetets program med flere dagsaktuelle emner inden for eksempelvis folkesundhed, miljø, klima og politik. Dette skal ske i tæt samarbejde med universiteterne i hovedstadsområdet for også at udvide kendskabet til Folkeuniversitetet i København.
Det er en stor glæde for mig at komme tilbage til universitetsmiljøet og at kunne kombinere mit kendskab hertil med min store interesse for folkeoplysning og higen efter mere viden om alverdens emner.
Forvaltningsret og god sagsbehandling