Siden 1898 har det været Folkeuniversitetets varemærke, at alle og enhver kan få indsigt i videnskabens resultater og metoder. Målgruppen var i starten arbejdere og kvinder, som pr. definition var nærmest udelukket fra at få indblik i, hvad der foregik på universiteterne. Men er der plads til Folkeuniversitetet i dag?
En meget stor del af befolkningen får i dag en videregående uddannelse, og tilbuddene om efter- og videreuddannelse er mange og meget varierede. Folkeuniversitetet har ingen adgangskrav, og der er ingen eksaminer. Undervisningen er ikke målrettet til at give deltagerne karrieremæssige fordele, og der er ingen netbaseret undervisning. Som på Grundtvigs tid er undervisningen baseret på det talte, levende ord, og det personlige møde mellem lærer og studerende, hvor begge parter kunne udvikle sig gennem dialog og debat. Hvordan kan noget så gammeldags være attraktivt for 10.000-vis af mennesker hvert år?
Forklaringen er, at Folkeuniversitetets undervisning er lystbetonet. Studenterne er videbegærlige mennesker, der er motiveret af et ønske om at blive klogere på bestemte emner, som interesserer dem. Mange starter på Folkeuniversitetet, når de er blevet pensionister og tager fat på årelange studier af kunsthistoriens forskellige aspekter, som de aldrig har haft tid til at sætte sig ind. Andre motiveres af den overfladiske nyhedsstrøm i TV og får lyst til at gå i dybden med religiøse, politiske eller naturvidenskabelige emner. Atter andre opdager, at der er et kursus om deres store idol David Lynch´s filmkunst, og det må de bare deltage i for at øge deres viden.
Begrebet ”livslang læring” er ikke kun arbejdsgivernes krav om evig kompetenceudvikling og omstillingsparathed, men også er et menneskeligt behov for personlig udvikling gennem en bredere og dybere viden om alverdens emner. Derfor vil der også i fremtiden være brug for Folkeuniversitetet.