Rektor for Folkeuniversitetet i København

Hvorfor er Lars von Trier’s film så provokerende? Hvad er lykke, og kan man selv finde den? Kan forskerne forudsige den næste askesky? Hvilken betydning har jazzmusiken for den japanske forfatter Haruki Murakami? Hvad er en supernova og et kosmisk gammaglimt?

Folkeuniversitetet har igennem mere end 100 år været en populær mulighed for videbegærlige mennesker til at få indsigt i alskens emner, og hvert år deltager mange tusinde mennesker i ét eller flere af de spændende programmer. D. 1/7 tiltræder jeg stillingen som rektor – d.v.s. leder af Folkeuniversitetet i København.

Folkeuniversitetet er kendt som et sted, hvor forskning på højt videnskabeligt niveau bliver formidlet i øjenhøjde, så alle kan være med. Det skal vi fastholde og udvikle, så endnu flere befolkningsgrupper får lyst til at deltage. Både unge og gamle, erhvervsaktive og pensionister, og borgere med forskellige etniske og kulturelle baggrunde skal kunne finde attraktive kursustilbud på Folkeuniversitetet.

Sammen med de faglige kontaktpersoner, styrelsen og medarbejderne vil jeg derfor arbejde på at udvide Folkeuniversitetets program med flere dagsaktuelle emner inden for eksempelvis folkesundhed, miljø, klima og politik. Dette skal ske i tæt samarbejde med universiteterne i hovedstadsområdet for også at udvide kendskabet til Folkeuniversitetet i København.

Det er en stor glæde for mig at komme tilbage til universitetsmiljøet og at kunne kombinere mit kendskab hertil med min store interesse for folkeoplysning og higen efter mere viden om alverdens emner.