Den udvikling, der er sket i Mellemøsten og Nordafrika her i begyndelsen af 2011, er utrolig og fantastisk. Det er glædeligt, at det egyptiske folk er kommet så langt ved egen kraft, og det er egentlig ligeså glædeligt, at det har inspireret til en frihedsbevægelse i Libyen. Men det er skræmmende at se de voldsomme reaktioner og følgevirkninger, som det fører med sig.
Jeg hørte en radioudsendelse hvor en politiker og en forsker diskuterede, hvad man burde og kunne gøre ved Gadaffi. De var enige om, at verdenssamfundet ikke kunne tillade, at han begår folkemord på sin egen befolkning, men hvordan bør man stoppe det? Og hvem skal gribe ind?
En såkaldt flyforbudszone var blevet foreslået som en god løsning. En flyforbudszone betyder ikke, ”at man flyver lidt rundt og holder øje”, næh, det betyder at man starter med at bombe alle Gadaffis fly i stumper og stykker, mens de står på landjorden, og herefter er det så meget lettere at håndhæve et flyforbud.
Men hvem skal nu gå ind og bombe Gadaffis fly? Skal amerikanerne og NATO gøre det? Den arabiske ligas Amr Moussa har åbenbart skiftet mening fra først at mene, at libyerne selv måtte ordne deres egne sager til nu at mene, at folkemord er uacceptabelt, og han går nu ind for flyforbudszonen. Men det skulle så være den afrikanske union eller andre regionale styrker, som skulle foretage dette angreb. Vestlige bombefly vil af mange på det afrikanske kontinent og af Kina, Indien og Rusland blive betragtet som endnu et eksempel på vestlige imperialisme og indblanding i andre landes forhold.
Anders Fogh Rasmussen sagde Nyhederne d. 4. marts, at Nato er klar, hvis de får en henvendelse, men hvorfra denne henvendelse skulle komme, kom han ikke nærmere ind på. Også AFR var opmærksom på, at Vesten ikke bare kan komme brasende og bringe ro og orden.
Jeg vil på ingen måde påstå, at jeg har nogen form for løsning på dette dilemma, men jeg bliver så trist ved tanken om de mislykkede forsøg på at bringe ordnede forhold til folket, som Vesten har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan.