-
Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.
Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.
Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?
Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.
Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.
-
Op til jul og nytår er det tid at gøre status over året, der er gået, og det har været et meget lærerigt år for mig. Først og fremmest vil jeg sige tak til alle for støtte, gode råd og godt samarbejde i forbindelse med konsulentfirmaet HAGELUNDs etablering her midt i finanskrisen.
Københavns Erhvervscenter hjalp firmaet i gang med kvalificeret og helt gratis rådgivning om forretningsplaner, markedsføringsplaner, kundesegmenter, og det blev hurtigt klart, at det var en professionel hjemmeside, som firmaet havde allermest brug for.
Her fik jeg særdeles kreativ og professionel service hos reklamebureauet Hartmann, Schmidt og Ravn, som sikrede at ydelsespaletten blev spidset til, at der blev udviklet en designlinje, der passede til mig og produkterne, og sidst men ikke mindst, at en flot og velfungerende hjemmeside gik i luften d. 1. maj.
Firmaets hovedprodukter er forvaltningsretlige kurser, rationalisering af administrative processer og forandringsledelse. Efter fejlslagne forsøg på at skaffe flere kunder via telefonsalg lavede jeg en aftale med mediefirmaet Mediaz om at udvikle en kernekampagne på mine ydelser, foretage en markedsundersøgelse og skabe kontakt med mulige kunder.
Mens jeg ventede på, at dette skulle give resultater, besluttede jeg mig for at leve en gammel forfatterdrøm ud, og jeg skrev håndbogen ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog om god offentlig sagsbehandling”. Bogen blev meget godt modtaget, både af Bibliotekscentralen, af mine kursuskunder og af jer, og den åbnede op for en helt ny kundegruppe, nemlig privatpersoner, som har sager med det offentlige.
Så HAGELUND er godt i gang med at finde sig en niche, hvor der ikke er alt for voldsom konkurrence fra de store konsulent- og advokathuse, men der har også været tid til at kaste kræfterne ind i frivilligt arbejde på forskellige områder. Jeg har genoptaget mit gamle familieretlige sagsområde og hjulpet ”Netværk for ændring af forældreansvarsloven” med forskellige granskningsopgaver, og jeg har hjulpet Værestedet Fisken på Vesterbro med forskellige organisatoriske opgaver. Endelig kræver Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub en del tid, da jeg er valgt som klubpræsident i år.
Det bedste ved at være selvstændig er dog at være fri. Det er gået op for mig, at jeg aldrig før har prøvet at råde over min egen tid, og denne nye fornemmelse er vanedannende.
D 20/12 drager jeg til Indien sammen med min datter Lise for at fejre jul med min søn Søren og hans kæreste Anne Mia i Vestbengalen, og jeg vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.
-
Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag.
Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:
Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.
Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.
I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?
Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen. Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.
Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?
Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.
-
For et stykke tid siden fik jeg en rigtig sjov opgave, nemlig at holde et oplæg for en gruppe universitetsadministratorer om emnet ”Universitetsreformer og deres betydning for ledelse og administration. Måske vil mine læsere synes, at det var dog det kedeligste emne, de længe har hørt om, men for mig blev det et kært gensyn med gamle artikler og synspunkter, sammenholdt med det mangfoldige nyere debatindlæg, som har været trykt i anledning af evalueringen af universitetsloven af 2003.
Ikke mindst var det en stor fornøjelse at læse nyudgivelsen ”Universitetsledelse”, som er skrevet af en forfattergruppe på 6 gamle kendinge indenfor universitetsadministration og -ledelse. Jeg vil næsten sige, at titlen er på grænsen til misvisende, da de 20 forskellige artikler i bogen omhandler mange både historiske, administrative, økonomiske og faktuelle emner.
Universitetsreformerne fra henholdsvis 1970, 1993 og 2003 kan betragtes ud fra flere synsvinkler, når man skal undersøge, hvilken betydning de har for administration og ledelse. Jeg valgte at se på følgende:
- Ledelsessystemer og kompetencefordeling internt
- Forholdet mellem autonomi og statslig kontrol
- Økonomistyring og budgetmodeller
Det interessante var, at hver gang der skal komme en universitetslovsreform, så snakker man rigtig meget om ledelsessystemer, om valgte eller ansatte ledere, om bestyrelser med eksternt flertal og om konsensus i styrende organer, der er paritetisk sammensat. Men i virkelighedens verden er disse ting ret underordnede, for det er de to andre elementer, der har størst betydning for universiteternes udviklingsmuligheder.
Historisk set har der altid været en stram statslig styring på uddannelsesområdet, både f.s.v. angår optagelsestal, regulering af de enkelte uddannelser, eksaminer, karaktergivning m.v. På tilsvarende vis er der fortsat stærk kontrol med antallet af stillinger i de højeste lønklasser (professorer, kontorchefer m.v.), og løndannelsen er også under statslig kontrol.
På tilsvarende vis er budgetmodeller, forskningsfinansiering og taxametersystemer stærkt styrende for universiteternes handlemuligheder. Adskillige eksperter har gentagne gange påpeget, hvor uoverskueligt og forvirrende bevillingssystemet er med udmøntning af forskningsbevillinger m.v. i de årlige finanslove, et pluralistisk system, der er blevet uoverskueligt for alle. Mange gode ledelseskræfter sættes ind på en bestandig dans om puljemidler og konstant dialog om det ene eller det andet element i budgetmodellerne.
Min konklusion måtte blive, at selvom det er vældig interessant at snakke ledelsessystemer, så er der ikke specielt mange opgaver, som bestyrelser og stærke ledere kan lede. De vigtigste ting er centralt styret fra Folketinget, Finansministeriet, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet. Debatten om universiteternes fremtid kan let blive kørt ud på et sidespor, hvis man igen begraver sig i en ørkesløs diskussion om ledelsessystemer i stedet for at tage fat på de områder, hvor en reform virkelig kunne batte noget.
Det bliver spændende at se, hvad det internationale evalueringspanel kommer frem til, når de skal aflevere resultatet af deres arbejde her i december. Ser man udelukkende på Universitetslovens indhold, eller vil den blive sammenholdt med den politiske og administrative praksis, og de mange andre regler og retningslinjer, som den spiller sammen med?
-
I anledning af Værestedet for børn og unge “Fisken”s 25-års jubilæum har Settlementet og Fisken iværksat en uafhængig undersøgelse, der afdækker det kriminalpræventive arbejde med unge på Vesterbro med fokus på socialt frivilligt arbejde. Undersøgelsen præsenteres på en konference i Vega på fredag d. 20/11-09.
Til konferencens indhold bidrager Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann, professor Eva Schmidt og partiformand Margrethe Vestager, se mere i programmet. Konferencedeltagerne vil være såvel praktikere som teoretikere, administrative beslutningstagere og politikere. Udover de faglige indlæg, bliver der mulighed for videndeling og netværksopbygning i workshops m.v.
Hvis du er interesseret i at høre mere eller se undersøgelsen, så kontakt mig eller frivillig i Fisken: Nadia Meklenborg – tlf.: 2531 9034 – nadia_meklenborg@hotmail.com
-
Som selvstændig er der ikke nogen fredagsbar med gratis øl og mingling med kolleger og ledelse, men så kan man more sig med at gå til fredagsbar i DJØF. Dagens tema var oplevelsesøkonomi, og det var på flere måder en overraskende eftermiddag.
Jeg har brugt en del tid på at læse om kulturøkonomi – teatre, museer, biblioteker, bogbranchen o.s.v., så jeg troede jo, at jeg kendte ret meget til oplevelsesøkonomi. Men så handlede det bare om noget helt andet, nemlig om hvordan man kan forsyne sine produkter med en fortælling om historie, kvalitet, ægthed eller økologi. Derved kan man få solgt ellers usælgelige produkter eller få en meget højere pris for sine produkter.
Så oplevelsesøkonomien handler ikke alene om, hvordan de offentlige institutioner skal budgettere med støttekronerne, og hvordan man skal fastsætte billet- og bogpriser, men i lige så høj grad om, hvordan man som erhvervsvirksomhed kan tjene penge på at give kunderne en oplevelse. Det var en eye-opener for mig.
En anden overraskende ting var, at jeg for anden dag i træk måtte høre om værdikæder – valuechains – på en ny måde. Nu havde jeg ellers lige lært i erhvervsøkonomi, at værdikæden betegner aktiviteter inde i virksomheden. Det er både produktion, forarbejdning, opbevaring, transport og markedsføring, som i sidste ende frembringer produktet, og som skal være mere effektive end konkurrenternes, hvis man vil tjene penge.
Det nye (altså for mig) er, at værdikæderne går videre ud af virksomheden og helt frem til køberen af produktet, så også samarbejdspartnere, leverandører, distributører o.s.v. er med til at sælge ”den gode historie” i værdikæden. Det arbejder de med i oplevelsesøkonomi og også i Danida.
-
Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:
”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”
”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”
”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”
”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”
Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.
-
Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.
Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.
Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.
Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:
Hvad er der galt med at være inhabil?
Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.
Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.
Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?
Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.
At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.
Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?
Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.
-
Hvis man starter sin karriere på arbejdsmarkedet tidligt med et fritidsjob har man større chancer for senere at få et ”rigtigt” arbejde og ikke havne på overførselsindkomst. Det gælder for alle unge, men især for unge indvandrere. Et fritidsjob gør en markant positiv forskel for de fremtidige erhvervsmuligheder. Det har Arbejdsmarkedsstyrelsen og Rambøll undersøgt, og det viser sig også, at fritidsjob giver de unge bedre uddannelsesmuligheder. De får større selvtillid, et bedre netværk og bedre faglige kompetencer.
Det er de samme idéer, der ligger bag projektet FritidsjobFormidlingen på Vesterbro, hvor de unge blandt andet gennemgår et kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. Og selvfølgelig går projektet også ud på at matche virksomheder og unge ansøgere.
Alle er enige om, at det er godt for de unge med et fritidsjob. I Politiken d. 18. september 2009 kunne man læse, at den store udfordring er at få fat i de unge og deres forældre. Jeg tror, at det er en ligeså stor udfordring at få virksomhederne til at stille fritidsjobs til rådighed. Flaskedreng, avisbud og bagerjomfru er fint nok, men der må da være andre virksomheder og organisationer, hvor man også har brug for en hjælpende hånd.
Jeg synes, det kunne være rigtig spændende, hvis flere virksomheder med CSR-ambitioner tager denne udfordring op og prøver at skabe nogle meningsfyldte og lærerige fritidsjobs for unge indvandrere og andre udsatte unge. Det er ikke nemt, for i disse krisetider skal man passe på ikke at blive mistænkt for at konvertere rigtige jobs til fuld løn om til fritidsjobs til en meget lavere betaling. Men bare fordi det er svært, kan man jo godt kaste sig ud i det. Der er meget at vinde for de unge mennesker, for virksomhederne og for det danske samfund.
Forvaltningsret og god sagsbehandling
