Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag.
Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:
Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.
Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.
I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?
Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen. Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.
Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?
Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.