For et stykke tid siden fik jeg en rigtig sjov opgave, nemlig at holde et oplæg for en gruppe universitetsadministratorer om emnet ”Universitetsreformer og deres betydning for ledelse og administration. Måske vil mine læsere synes, at det var dog det kedeligste emne, de længe har hørt om, men for mig blev det et kært gensyn med gamle artikler og synspunkter, sammenholdt med det mangfoldige nyere debatindlæg, som har været trykt i anledning af evalueringen af universitetsloven af 2003.
Ikke mindst var det en stor fornøjelse at læse nyudgivelsen ”Universitetsledelse”, som er skrevet af en forfattergruppe på 6 gamle kendinge indenfor universitetsadministration og -ledelse. Jeg vil næsten sige, at titlen er på grænsen til misvisende, da de 20 forskellige artikler i bogen omhandler mange både historiske, administrative, økonomiske og faktuelle emner.
Universitetsreformerne fra henholdsvis 1970, 1993 og 2003 kan betragtes ud fra flere synsvinkler, når man skal undersøge, hvilken betydning de har for administration og ledelse. Jeg valgte at se på følgende:
- Ledelsessystemer og kompetencefordeling internt
- Forholdet mellem autonomi og statslig kontrol
- Økonomistyring og budgetmodeller
Det interessante var, at hver gang der skal komme en universitetslovsreform, så snakker man rigtig meget om ledelsessystemer, om valgte eller ansatte ledere, om bestyrelser med eksternt flertal og om konsensus i styrende organer, der er paritetisk sammensat. Men i virkelighedens verden er disse ting ret underordnede, for det er de to andre elementer, der har størst betydning for universiteternes udviklingsmuligheder.
Historisk set har der altid været en stram statslig styring på uddannelsesområdet, både f.s.v. angår optagelsestal, regulering af de enkelte uddannelser, eksaminer, karaktergivning m.v. På tilsvarende vis er der fortsat stærk kontrol med antallet af stillinger i de højeste lønklasser (professorer, kontorchefer m.v.), og løndannelsen er også under statslig kontrol.
På tilsvarende vis er budgetmodeller, forskningsfinansiering og taxametersystemer stærkt styrende for universiteternes handlemuligheder. Adskillige eksperter har gentagne gange påpeget, hvor uoverskueligt og forvirrende bevillingssystemet er med udmøntning af forskningsbevillinger m.v. i de årlige finanslove, et pluralistisk system, der er blevet uoverskueligt for alle. Mange gode ledelseskræfter sættes ind på en bestandig dans om puljemidler og konstant dialog om det ene eller det andet element i budgetmodellerne.
Min konklusion måtte blive, at selvom det er vældig interessant at snakke ledelsessystemer, så er der ikke specielt mange opgaver, som bestyrelser og stærke ledere kan lede. De vigtigste ting er centralt styret fra Folketinget, Finansministeriet, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet. Debatten om universiteternes fremtid kan let blive kørt ud på et sidespor, hvis man igen begraver sig i en ørkesløs diskussion om ledelsessystemer i stedet for at tage fat på de områder, hvor en reform virkelig kunne batte noget.
Det bliver spændende at se, hvad det internationale evalueringspanel kommer frem til, når de skal aflevere resultatet af deres arbejde her i december. Ser man udelukkende på Universitetslovens indhold, eller vil den blive sammenholdt med den politiske og administrative praksis, og de mange andre regler og retningslinjer, som den spiller sammen med?