-
I den forløbne uge har jeg været censor på Køge Business College i faget ”Management and organisation”. Som navnet antyder, var det en engelsksproget udgave af modul 3 på diplomuddannelsen i ledelse, og holdet bestod således af 12 nepalesere og 2 kinesere. Modulet gik ud på,
1. at gennemgå den amerikanske lærebog ”Organization Theory, Modern, Symbolic and Postmodern Perspectives”, af Mary Jo Hatch
2. skrive en 40 siders rapport på engelsk
3. i en gruppe og til sidst
4. gå til mundtlig eksamen og forsvare rapporten
Det var godt nok en svær opgave for studenterne. Ingen af dem havde engelsk som modersmål, så sproget var i sig selv et problem. Selvom de fleste havde været i Danmark i et stykke tid, havde mange af dem ikke vænnet sig til de danske undervisningsformer, f.eks. at skulle diskutere med læreren, reflektere og udtrykke sin egen mening i stedet for at lære udenad.
At arbejde i en gruppe er en stor udfordring for både danske og udenlandske studerende, men den mundtlige eksamen er tilsyneladende noget helt specielt, som man ikke kender til andre steder i verden. Det ville være synd at sige, at holdet klarede sig godt, og bagefter tænkte jeg over, hvordan disse studerende fra Nepal og Kina var havnet på en handelsskole i Ølby Lyng ved Køge, og hvad de vil få ud af en dansk diplomuddannelse i ledelse. Fra mine rejser i Indien ved jeg, at der er meget prestige forbundet med at kunne sende sine børn til Vesten for at studere og arbejde. Hvis de kan sende nogle penge hjem til familien, er det godt, men selv hvis familien fortsat skal finansiere opholdet, giver det status. Men hvad skal de bruge en diplomuddannelse i ledelse til?
Det er klart, at de kommer til at lære en masse om den danske kultur, og det vil give dem en indsigt og en mulighed for at perspektivere og værdsætte deres egen kultur endnu mere. De unge mennesker virkede dog ikke specielt velintegrerede, det virkede som om de holdt sig mest til andre udvekslingsstuderende fra samme land. Jeg kunne også fornemme, at de danske studerende havde begrænset interesse i at få et nærmere kendskab til de små brune mænd med sort hår.
Der var kun en kvinde på holdet – det er åbenbart ikke comme il faut at sende pigerne af sted. Trist for pigerne og hjemlandene, for jeg tror, at mange piger ville klare sig betydeligt bedre end de unge mænd.
-
Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:
- At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
- At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
- At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
- At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
- At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.
Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.
Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.
Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.
-
I Børsen d. 7. august 2009 skriver Lars Goldschmidt om betydningen af at inddrage universitetets medarbejdere i beslutningsprocesserne. En åben og gennemskuelig ledelsesstruktur, hvor ledere, medarbejdere, studerende og den interesserede offentlighed kan forstå, hvad der foregår, vil sikre opbakning til universiteterne som værdiskabende og kulturbærende fyrtårne i samfundet, siger han.
Artiklen handler blandt andet om, at forskerne, som pr. definition er eksperter på deres specialområder, dermed også har den selvopfattelse, at de så også er eksperter på alle andre områder, herunder ledelse og administration. Den aktuelle udfordring for dagens universitetsledere er derfor ved hjælp af en ærlig og pædagogisk kommunikation at bringe medarbejderne til at acceptere, at alle ikke behøver involveres og være enige i alle beslutninger. Til gengæld bør ledelsen så også inddrage medarbejdernes kompetence og engagement, hvor det er relevant.
Men hvor er universitetsadministrationen henne i hele denne debat? Kunne en stærk og professionel administration støtte op om ledelsens arbejde med at sikre en åben og gennemskuelig beslutningsstruktur? Eller er en sådan djøf’isering spild af penge eller måske endda truende for videnskaben?
Synspunktet om, at professionelle universitetsadministratorer er kontraproduktive, føres med jævne mellemrum frem af især forskere. Tankegangen er, at når der ansættes en djøf’er i universitetets administration, så forsvinder der midler fra forskning og undervisning, og det er ikke engang det værste.
I stedet for at hjælpe og støtte op om forskningen, så fungerer disse djøf’ere som regeringen og ledelsens forlængede arm. De gør livet besværligt for forskere og studerende, og forhindrer dermed begejstring og arbejdsglæde. I 2003 blev det endda påvist af (Jørgen Grønnegaard Christensen og Thomas Pallesen), at jo flere ressourcer et universitet sætter af til ledelse og administration, jo lavere er forskningsproduktionen.
Det er forbavsende og lidt trist, at spørgsmålet om universitetsadministrationens rolle og opgaver har været indskrænket til at handle om djøf’isering og kontraproduktivitet. Der er mange andre spændende spørgsmål at diskutere. Skal administrationen sikre legalitet og retssikkerhed i relation til ansatte og studerende? Skal administrationen sikre økonomisk effektivitet, sorte tal på bundlinjen og rettidig afrapportering? Eller skal den bistå ledelsen i arbejdet med at sikre åbenhed og demokratisk legitimitet i forhold til omverdenen?
Som gammel universitetsadministrator synes jeg, at det kunne det være spændende at høre, hvad universitetsbestyrelserne og deres administrerende direktører (= rektorer) mener om administrationens placering i fremtidens universiteter. Ikke mindst i lyset af debatten om god ledelse i bankernes bestyrelseslokaler.
-
Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.
Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.
Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?
Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?
Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.
-
Søndag d. 23. august 2009 sendte jeg to ens breve til to forretningsforbindelser. Der var min nye bog og et stykke papir i begge breve. Jeg vejede brevene på køkkenvægten, og de vejede 170 gram, så jeg frankerede dem begge med 17,00 kr. Dette beløb kom jeg frem til ved at studere takstoplysningerne i mit frimærkehæfte.
Jeg var således ikke opmærksom på, at portoen igen var steget, før jeg havde nået at bruge alle 10 frimærker i mit hæfte. Næste dag, da jeg var løbet tør for frimærker og skulle sende flere af den slags breve, gik jeg på posthuset og fandt ud af, at den korrekte frankering af et tykt storbrev er 18,00 kr. Der manglede altså 2 * 1,00 kr. i porto på mine to breve.
Nu kunne man jo håbe på, at Post Danmark ville lade nåde gå få ret og tilgive mig denne minimale synd, men nej. To dage senere modtog jeg så to breve fra Team Porto. I det ene brev stod der, at der kun var 10,50 kr. på brevet, og at jeg derfor skulle betale 7,50 kr. + administrationsgebyr 27 kr. + moms – i alt 41 kr. Det var et scannet billede af forbrydelsens genstand, hvor man tydeligt kunne se, at brevet var frankeret med 17 kr. og ikke 10,50 kr. Der manglede altså 1,00 kr. i porto – ikke 7,50 kr.
Det andet brev var decideret mærkeligt. Der stod, at der ikke er porto nok på, fordi brevet er for tykt – og altså et storbrev. Nådigt ville Post Danmark dog se igennem fingre med mig denne gang. Men brevet var jo frankeret med 17 kr. som et storbrev. Der manglede 1,00 kr. i porto – det indrømmer jeg, men hvad er det for noget med, at det er for tykt?
Jeg blev ærlig talt både ærgerlig og skuffet over, at Post Danmark spilder tid på at skrive to forskellige og forkerte breve til mig om sådan en lillebitte sag, og derfor sendte jeg også et svar og skrev, at jeg var villig til at betale det korrekte gebyr for begge mine forseelser, d.v.s. 2 * 1 kr. + 2 * administrationsgebyr á 27 kr. = 56 kr. + moms 14 kr. = 70,00 kr.
Som en ekstra service valgte jeg at forære Team Porto et eksemplar af det, der var i brevene – nemlig min nye bog ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog i god offentlig sagsbehandling”, idet jeg gjorde opmærksom på, at dette er et klassisk eksempel på, at skrankepaver skaber tidsrøvere.
Jeg får jo nok et langt svar, som jeg af principielle grunde er nødt til at svare på. Skriftligt. Fortsættelse følger.
-
Jura er ikke kedeligt! Forvaltningsret og god sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken. Her er et par eksempler på emner, som man kan læse om i min nye bog:
Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
Må skattevæsenet indberette borgerne til RKI?
Kan en datter til en hospitalspatient få aktindsigt i moderens lægelige journaler?
Hvilke oplysninger må jobcenteret registrere og videresende til andre myndigheder og til arbejdsgiveren, når man er sygemeldt?
Må en offentlig myndighed opkræve et gebyr for at behandle borgernes klager?
Når en skoleleder ansætter en rengøringsassistent, skal hun så sende begrundede afslag til de andre ansøgere? Hvordan skal de i givet fald se ud?
Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?
Jeg har valgt den lidt provokerende titel for at opfordre både skrankepaver og tidsrøvere til at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er let tilgængelig og skrevet i dagligdags sprog med mange relevante og helt aktuelle eksempler.
Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven er alle ændret i juni 2009. I bogen gennemgås de nye regler, ligesom alle tre love er optrykt med de nye regler i bogen.
Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.
-
Det er en del af Rotarys formål at lægge høje etiske normer til grund for det daglige virke, at anerkende ethvert nyttigt arbejdes værdi samt at højne sit eget arbejde til gavn for samfundet.
Denne formålsparagraf viser, at rotarianere afstår fra nepotisme, korruption, vennetjenester m.v., og i stedet opmuntrer medlemmerne til at tjene andre gennem deres virke og at efterleve en høj etisk standard. Så vidt, så godt.
Den aktuelle debat om whistleblowers får mig imidlertid til at overveje, hvad der egentlig er bedst at gøre, hvis man bliver opmærksom på, at der foregår noget uetisk. Jeg ser bort fra direkte kriminelle forhold som bedrageri og korruption, der bør anmeldes til politiet, men sådan noget som nepotisme, seksuel chikane, diskrimination eller lignende. Er det etisk korrekt at sladre, eller er det etisk korrekt at blande sig udenom?
I sidste uge kom det frem, at danskerne er utilbøjelige til at anmelde selv egentlige kriminelle forhold til politiet. Jeg føler mig overbevist om, at én af grundene er, at man ikke ønsker at være en sladrehank. Frygt for egentlige repressalier en selvfølgelig en del af det, men i ligeså høj grad frygten for social isolation og udstødning af fællesskabet. Hvem har lyst til at spise frokost og gå i byen med en sladrehank? Kolleger og venner frygter, at en kvik bemærkning om brug af sorte håndværkere og barnepiger, forsikringsfusk o.l. vil få sladrehanken til at skride til handling. Det er meget hyggeligere at holde sin mund og blande sig udenom.
Det er måske derfor, mange store virksomheder med et explicit CSR-program ønsker at etablere ”sladretjenester”, hvor medarbejdere mere eller mindre anonymt kan indberette mistænkelige forhold til et særligt virksomhedsinternt organ. Sådan et organ må man kun etablere, hvis det er godkendt af Datatilsynet, som ifølge Politiken har 30 sager liggende i kø til godkendelse.
Men har man som rotarianer en særlig forpligtelse til at handle, hvis man får kendskab til mistænkelige aktiviteter som kammerateri , sexchikane, lidt for mange dyre gaver og flotte invitationer o.s.v.? Ingen ønsker vel et DDR-agtigt spionsamfund, hvor alle går og lurer på hinanden, mens man på den anden side gerne vil efterleve en høj etisk standard i samfundet og på vores arbejdsplads.
Jeg mener, at man som medlem af Rotary har en særlig forpligtelse til aktiv medvirken i fastholdelsen af et af verdens mindst korrupte og gennemskuelige samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden, til virksomhederne og til de offentlige myndigheder. Derfor bør man også skride til handling overfor uetiske forhold, når man møder dem på sin vej.
Om man vælger en fortrolighed samtale med de mistænkte, en intern eller ekstern anmeldelse eller på anden måde gør noget ved problemet, må afgøres fra sag til sag. Transparency International udarbejdede i 2003 en liste over ”gode råd til whistlebloweren”, som stadig er aktuel og god at få forstand af. Se listen her.
-
”I skal ikke være bange ” – skriver reklamebureauet Mensch i en stort opsat annonce i Børsen d. 14/8. Det går ud på, at vi ikke skal være bange for, hvad fremtiden vil bringe af sorg og ulykke som f.eks. at blive fyret. Frygten kan undgås ved at holde modet oppe og give sig tid til langsigtet strategiplanlægning og køligt overblik. Tak for kaffe.
I samme avis kan man læse en ret frygtindgydende beretning om en fyret topchefs (Henrik Enegaard Skanderup) anstrengelser for at komme tilbage i nyt job. Det er helt ufattelig modigt af ham at fortælle sin historie til Børsens læsere, og man må sige, at hans program med at stå op hver morgen kl. 6.15 for at dyrke sine netværk virker som et udslag af langsigtet strategiplanlægning. Men på mig virker det også skræmmende.
Et andet sted uden for arbejdsmarkedet finder vi Frederik Berling, der kalder sig en papegøje. Han er (eller var) arbejdsløs dimittend og beskriver i Politiken d. 14/8 sine erfaringer på Jobcentret, hvor forskellige aktiviteter skulle hjælpe ham ind på arbejdsmarkedet. Én af aktiviteterne var den kendte: Hvis du var en fugl, hvilken fugl var det så? Han var så en papegøje, og hans historie handler om spild af tid, dårlig stemning og ligegyldighed i ”den aktive arbejdsmarkedspolitik”. Det er forstemmende.
Triste historier om folk, der føler sig nedladende og inkompetent behandlet på Jobcentrene, har vi hørt før. Den omstændighed, at der nu er flere og flere både nyuddannede og afskedigede medarbejdere, som er nødsaget til at stå det igennem, gør det ikke mindre deprimerende – også for medarbejderne på Jobcentrene. Det virker som om, de er sat til at administrere et håbløst system, hvor kunderne må ikke brokke sig og slå sig alt for meget i tøjret.
Hvad vil jeg sige med dette? At reklamebureauet Mensch provokerer mig voldsomt med deres Karl Smart-agtige skrivebordsslogan, når man samme dag kan læse de to andre historier fra virkelighedens verden. Jeg kan godt blive bange, når jeg erfarer, hvad kompetente og entusiastiske mennesker skal stå model til for at komme ind på arbejdsmarkedet (igen).
-
Morten Messerschmidt sendte et rykkerbrev til Miljøministeren, fordi han syntes, det tog for lang til at behandle hans kærestes sag i Skov- og Naturstyrelsen. Og vupti – så blev sagen færdigbehandlet. Er det lovligt at rykke kendte menneskers sager frem i køen? Eller er det i strid med lighedsprincippet?
Lighedsprincippet er en grundlæggende værdi i det danske samfund og den danske forvaltning, og vi forarges, hvis nogen får noget, som andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som andre har fået lov til at gøre. Lighedsprincippet betyder, at det lige skal behandles ens, og kunsten er at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og afgørelserne skal være de samme, og hvornår der er forskel. En anden måde at udtrykke lighedsprincippet på er at sige, at der ikke må være usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed gør forskel på folk, skal der være en saglig grund til det. En saglig grund er typisk en grund, som er beskrevet i lovgivningen.
Det er et hyppigt forekommende problem, at der er alt for mange sager til, at myndighederne kan nå at behandle dem så hurtigt, som man gerne vil. Skal man nu behandle dem i den rækkefølge, de kom ind eller skal man tage de vigtigste først? Som udgangspunkt bør myndighederne behandle sagerne efter først-til-mølle-princippet, men samtidig er der en vis frihed for myndigheden til at tilrettelægge og organisere arbejdet mest hensigtsmæssigt. F.eks. behandle hastesager før andre sager.
Og hvad er så en hastesag? Et godt eksempel er fra foråret 2009, hvor det kom frem, at man visse steder i sygehusvæsenet prioriterede patienter i fast arbejde frem for patienter på overførselsindkomst (f.eks. pension, arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp). Lægerne mente, at med de alt for begrænsede ressourcer man havde til rådighed, var det vigtigst at få de erhvervsaktive tilbage på arbejde, mens de andre bedre kunne vente lidt længere. Modstanderne hævdede, at dette var i strid med lighedsprincippet – d.v.s. at forskelsbehandling på grund af patienters status på arbejdsmarkedet er ulovlig.
Det er et godt eksempel på modsatrettede hensyn, nemlig lighedsprincippet overfor samfundsøkonomiske behov, som det er svært at anerkende som relevante, når det handler om konkret sygdomsbehandling, medmindre det udtrykkeligt er hjemlet i lovgivningen.
Hvad så med Morten Messerschmidts kæreste og hendes rutsjebanesag? Måske var det faktisk hendes tur til at få sin sag behandlet? Måske var hendes sag en hastesag, fordi den skulle afgøres inden sæsonstart? Der kan være gode grunde til, at sagen blev behandlet straks efter, at rykkerskrivelsen var modtaget. Men hvis begrundelsen for hastebehandlingen var, at Messerschmidt er en kendt person, eller måske at yderligere ventetid ville føre til endnu flere rykker- og klageskrivelser, ja, så er det ikke så godt. Det kan være, at vi får mere at vide om det, hvis oppositionen får udvirket en redegørelse om forløbet fra miljøministeren.
-
Det er altid spændende, når årets optagelsesstatistikker kommer fra den koordinerede tilmelding. Hvis ikke man selv har et barn, der går og bider negle, så kender man tit nogen, der har søgt ind. Hvor mange har søgt ind? Hvordan går det med gennemsnittene?
Så oprinder den store dag for ansøgere og uddannelsesfolk, samt diverse politikere og kommentatorer. Uddannelsespolitik kommer på dagsordenen og i år var emnerne blandt andet
- Karakterdoping – d.v.s. om bestræbelserne på at få de unge mennesker hurtigt i gang, sender adgangskravene på himmelflugt og medfører stræberstudier (Politiken 30/7)
- Bør man koncentrere uddannelserne i de store byer, helst København, så man undgår problemerne med tomme pladser i provinsen og forkælede unge, der for en kort periode af deres liv kan blive nødt til at flytte til Jylland for at komme i gang med ønskestudiet? (Politiken 31/7)
- Finanskrisen og den stigende arbejdsløshed sender de unge akademikere ud i arbejdsløshed. Skulle man ikke forlænge SU-perioden og lade dem tage et par ekstra valgfag og bruge lidt længere tid på specialet, frem for at sende dem ud i dagpengesystemets triste trummerum? (Børsen 3/8)
Jeg synes, der er mange andre ting, man også kan undre sig over ved studiet af statistikken. Ansøgertallene f.eks. På trods af mange års opfordringer fra alle sider til at de unge skal læse til ingeniør, så vil de allerhelst være læger eller psykologer.
Ikke mindre end 2792 har søgt Københavns Universitets medicinstudie, og da der ”kun” er plads til 605, giver det en adgangskvotient på 10,5, mens psykologi har 1524 ansøgere til 206 pladser, hvilket også giver en adgangskvotient på 10,5.
På DTU derimod kan man kun mønstre et samlet ansøgerfelt på 3049 til alle studier. Lægestudiet på KU har alene flere 1. prioritetsansøgere (1901) end hele DTU tilsammen (1343). Det er forrygende. Hvordan kan det være, at de unge mennesker helt kamikazeagtigt søger ind på disse populære studier (de var jo også populære sidste år), hvor chancen for et afslag er ret høj, i stedet for at følge opfordringer fra IDA, Dansk Industri og andre gode mennesker om at blive ingeniør?
Måske er der et informationsgab imellem de mange spændende uddannelser og uddannelsesinstitutioner og så de unge menneskers viden, når de skal udfylde ansøgningsskemaerne. På trods af utallige åbent-hus-arrangementer, informationsflyers og venskabsordninger mellem universiteter og gymnasier, så virker det som om, de unge mennesker ikke rigtig er modtagelige for al den nyttige viden, mens de er i færd med at tage studentereksamen.
Når de så er færdige med det og i gang med at fjumre rundt i Sydøstasien, militæret og andre steder, så bliver det ikke rigtig til noget med at læse i ”Hvad kan jeg blive?” eller tilsvarende opslagsværker. Så søger de ind på et studie, der er til at forstå (jura, læge eller psykologi), mens de andre studier og uddannelsessteder slet ikke optræder som en mulighed.
Er de studerende uvidende ignoranter? Er det DTU og provinsen, der har et imageproblem?
Forvaltningsret og god sagsbehandling