I Børsen d. 7. august 2009 skriver Lars Goldschmidt om betydningen af at inddrage universitetets medarbejdere i beslutningsprocesserne. En åben og gennemskuelig ledelsesstruktur, hvor ledere, medarbejdere, studerende og den interesserede offentlighed kan forstå, hvad der foregår, vil sikre opbakning til universiteterne som værdiskabende og kulturbærende fyrtårne i samfundet, siger han.
Artiklen handler blandt andet om, at forskerne, som pr. definition er eksperter på deres specialområder, dermed også har den selvopfattelse, at de så også er eksperter på alle andre områder, herunder ledelse og administration. Den aktuelle udfordring for dagens universitetsledere er derfor ved hjælp af en ærlig og pædagogisk kommunikation at bringe medarbejderne til at acceptere, at alle ikke behøver involveres og være enige i alle beslutninger. Til gengæld bør ledelsen så også inddrage medarbejdernes kompetence og engagement, hvor det er relevant.
Men hvor er universitetsadministrationen henne i hele denne debat? Kunne en stærk og professionel administration støtte op om ledelsens arbejde med at sikre en åben og gennemskuelig beslutningsstruktur? Eller er en sådan djøf’isering spild af penge eller måske endda truende for videnskaben?
Synspunktet om, at professionelle universitetsadministratorer er kontraproduktive, føres med jævne mellemrum frem af især forskere. Tankegangen er, at når der ansættes en djøf’er i universitetets administration, så forsvinder der midler fra forskning og undervisning, og det er ikke engang det værste.
I stedet for at hjælpe og støtte op om forskningen, så fungerer disse djøf’ere som regeringen og ledelsens forlængede arm. De gør livet besværligt for forskere og studerende, og forhindrer dermed begejstring og arbejdsglæde. I 2003 blev det endda påvist af (Jørgen Grønnegaard Christensen og Thomas Pallesen), at jo flere ressourcer et universitet sætter af til ledelse og administration, jo lavere er forskningsproduktionen.
Det er forbavsende og lidt trist, at spørgsmålet om universitetsadministrationens rolle og opgaver har været indskrænket til at handle om djøf’isering og kontraproduktivitet. Der er mange andre spændende spørgsmål at diskutere. Skal administrationen sikre legalitet og retssikkerhed i relation til ansatte og studerende? Skal administrationen sikre økonomisk effektivitet, sorte tal på bundlinjen og rettidig afrapportering? Eller skal den bistå ledelsen i arbejdet med at sikre åbenhed og demokratisk legitimitet i forhold til omverdenen?
Som gammel universitetsadministrator synes jeg, at det kunne det være spændende at høre, hvad universitetsbestyrelserne og deres administrerende direktører (= rektorer) mener om administrationens placering i fremtidens universiteter. Ikke mindst i lyset af debatten om god ledelse i bankernes bestyrelseslokaler.