Det er altid spændende, når årets optagelsesstatistikker kommer fra den koordinerede tilmelding. Hvis ikke man selv har et barn, der går og bider negle, så kender man tit nogen, der har søgt ind. Hvor mange har søgt ind? Hvordan går det med gennemsnittene?
Så oprinder den store dag for ansøgere og uddannelsesfolk, samt diverse politikere og kommentatorer. Uddannelsespolitik kommer på dagsordenen og i år var emnerne blandt andet
- Karakterdoping – d.v.s. om bestræbelserne på at få de unge mennesker hurtigt i gang, sender adgangskravene på himmelflugt og medfører stræberstudier (Politiken 30/7)
- Bør man koncentrere uddannelserne i de store byer, helst København, så man undgår problemerne med tomme pladser i provinsen og forkælede unge, der for en kort periode af deres liv kan blive nødt til at flytte til Jylland for at komme i gang med ønskestudiet? (Politiken 31/7)
- Finanskrisen og den stigende arbejdsløshed sender de unge akademikere ud i arbejdsløshed. Skulle man ikke forlænge SU-perioden og lade dem tage et par ekstra valgfag og bruge lidt længere tid på specialet, frem for at sende dem ud i dagpengesystemets triste trummerum? (Børsen 3/8)
Jeg synes, der er mange andre ting, man også kan undre sig over ved studiet af statistikken. Ansøgertallene f.eks. På trods af mange års opfordringer fra alle sider til at de unge skal læse til ingeniør, så vil de allerhelst være læger eller psykologer.
Ikke mindre end 2792 har søgt Københavns Universitets medicinstudie, og da der ”kun” er plads til 605, giver det en adgangskvotient på 10,5, mens psykologi har 1524 ansøgere til 206 pladser, hvilket også giver en adgangskvotient på 10,5.
På DTU derimod kan man kun mønstre et samlet ansøgerfelt på 3049 til alle studier. Lægestudiet på KU har alene flere 1. prioritetsansøgere (1901) end hele DTU tilsammen (1343). Det er forrygende. Hvordan kan det være, at de unge mennesker helt kamikazeagtigt søger ind på disse populære studier (de var jo også populære sidste år), hvor chancen for et afslag er ret høj, i stedet for at følge opfordringer fra IDA, Dansk Industri og andre gode mennesker om at blive ingeniør?
Måske er der et informationsgab imellem de mange spændende uddannelser og uddannelsesinstitutioner og så de unge menneskers viden, når de skal udfylde ansøgningsskemaerne. På trods af utallige åbent-hus-arrangementer, informationsflyers og venskabsordninger mellem universiteter og gymnasier, så virker det som om, de unge mennesker ikke rigtig er modtagelige for al den nyttige viden, mens de er i færd med at tage studentereksamen.
Når de så er færdige med det og i gang med at fjumre rundt i Sydøstasien, militæret og andre steder, så bliver det ikke rigtig til noget med at læse i ”Hvad kan jeg blive?” eller tilsvarende opslagsværker. Så søger de ind på et studie, der er til at forstå (jura, læge eller psykologi), mens de andre studier og uddannelsessteder slet ikke optræder som en mulighed.
Er de studerende uvidende ignoranter? Er det DTU og provinsen, der har et imageproblem?