-
Mange unge med indvandrerbaggrund er ikke opsøgende i forhold til fritidsjob. De ved typisk ikke hvor og hvordan, de skal søge. De giver hurtigt op efter afslag. Mange har mangel på selvtillid, mens andre har en plettet straffeattest, der afholder dem fra at søge. Andre igen bliver afvist af arbejdsgiveren af forskellige årsager.
FritidsjobFormidlingen skaber et alternativ til disse unge i risikozonen, som har et begrænset netværk til arbejdsmarkedet og samfundet generelt. I stedet for at færdes på gaden kan de med et fritidsjob få adgang og introduktion til arbejdsmarkedet.
For at blive medlem af Fritidsjobformidlingen skal de unge gennemgå kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. FritidsjobFormidlingen fungerer også som bindeled mellem de unge jobsøgere og potentielle arbejdsgivere. Det giver ofte arbejdsgiver større tryghed og mod til at give de unge en chance, når han eller hun ved, at de har en grundlæggende viden om det at have et job.
På Fritidsjobformidlingens hjemmeside kan man læse mange gode historier og erfaringer om metoder, resultater og fremtidsplaner.
-
Det er god forvaltningsskik, at sagsbehandlingen hos de offentlige myndigheder skal ske så hurtigt og smidigt som muligt. Men hvad er egentlig hurtig sagsbehandling? I TV-avisen d. 23. juli 2009, var der et lille indslag om sagsbehandlingstider på de kommunale kontorer her i sommerperioden. En brødebetynget leder af en afdeling i Billund Kommune måtte beklage, at borgerne ikke havde fået svar på deres elektroniske henvendelser i mere end en uge. Grunden til det var, at der var sommerferie i afdelingen, og at man ikke havde fået sat et autosvar om den sag op i den elektroniske postkasse. Det ville man så overveje at gøre til næste år.
Men egentlig behøver de ikke at skamme sig så voldsomt i Billund, det står meget værre til andre steder. Selvom det næsten er tragikomisk, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over denne sag, som Folketingets Ombudsmand har behandlet:
En miljøgodkendelse af et husdyrbrug på Vestfyn fik i november 2005 en nabo til at klage. Men der skulle gå næsten 3 år før myndighederne begyndte at se på sagen. Klagen lå først hos Skov- og Naturstyrelsen i 1 år og 1 måned uden at der skete noget i sagen. Den 1. januar 2007 overtog Miljøklagenævnet opgaven som klageinstans for kommunernes afgørelser på miljøområdet. Derefter gik der 1 år og 9 måneder, inden Miljøklagenævnet begyndte at behandle klagesagen. ”En sag skal behandles inden for rimelig tid. Men der står ikke noget i lovgivningen om hvad det betyder. Der er dog ikke tvivl om at det overskrider det acceptable at naboen i denne sag måtte vente næsten 3 år før myndighederne begyndte at behandle klagen,” udtalte Ombudsmanden om sagen.
Alle vil gerne have deres sager behandlet så hurtigt som muligt, og det varierer selvfølgelig meget fra myndighed til myndighed og fra sagstype til sagstype. Derfor er det en god idé, hvis myndighederne helt overordnet fastsætter mål for sagsbehandlingstider, som er rimelige i relation til borgerne og realistiske i relation til de medarbejdere, det handler om. Med fastsatte mål ved medarbejderne, hvad der forventes af dem og borgerne, hvor lang tid de kan regne med, sagsbehandlingen tager. Men 3 år er altså trods alt for længe at vente.
Og mon ikke borgerne i Billund klarede at vente i en uges tid? Det er jo trods alt sommerferie.
-
En bolig er et knapt gode – især hvis den er centralt beliggende og til at betale. For at undgå mistanke om korruption, kammerateri og nepotisme har de almennyttige boligorganisationer i mange år holdt fanen højt med hensyn til ventelister og tildeling af boliger. For at komme i betragtning til en almen bolig skal man stå på ventelisten, og de ledige boliger tildeles efter tur til dem, der har stået der længst. Det er i hvert fald hovedprincippet.
I 2007 indførte man så begrebet fleksible ventelister i Københavns Kommune og andre steder. Det betyder, at hvis man er særlig kvalificeret – d.v.s. har fast arbejde eller er studerende – så kan man flytte fra den almindelige venteliste med meget lange ventetider til den fleksible liste, hvor ventetiden kan være få måneder.
Pludselig kan unge mennesker på 20 år få mulighed for at få en veldisponeret lejlighed til en rimelig pris, hvis de altså er villige til at bo i et boligområde, som man kan kalde for ”udsat” eller som har ”særlig bevågenhed”. Er det snyd?
Ja, rent juridisk er det selvfølgelig ikke snyd, for ordningen er jo lovhjemlet og i hvert fald nogenlunde gennemskuelig, men kan man rent moralsk acceptere, at højtuddannede og ressourcestærke mennesker i job og under uddannelse springer de mindre heldigt stillede over?
Formålet med ordningen er at dæmme op for ghettodannelse, kriminalitet og forslumning af enkelte boligområder, og i stedet hjælpes ad med at skabe en sammenhængende by, hvor der er mangfoldighed i alle boligområder, og hvor alle er med til at løse de boligsociale opgaver. Det er jo ædle og gode formål, så det bliver rigtig spændende at følge med i, om ordningen kommer til at virke efter hensigten.
-
I Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub er vi i gang med at samle penge ind til et øjenprojekt i det østlige Indien. Projektet finder sted i Shamayita Math, som er en spirituel hjælpeorganisation, som er placeret i et landligt område 250 km fra Kolkata. Organisationen driver en engelsksproget pigeskole for 450 studerende og arbejder med landbrugsudvikling, praktisk uddannelse af unge mænd og kvinder, støtte til stammefolk, miljøvenlige udviklingsprojekter i landsbyerne m.v. Desuden har man en sundhedsklinik, hvor der udover almindelig, daglig behandling af mindre problemer også tilbydes operation for grå stær.
Operationerne foregår hver anden uge i form af Eye-camps, hvor 20-30 patienter ad gangen opereres af den lokale øjenlæge fra distriktshospitalet i nærheden. Øjenlægen medbringer sine private operationsinstrumenter, da Shamayita Math ikke har haft økonomisk mulighed for at købe egne instrumenter. Projektet går ud på at købe det nødvendige operationsudstyr, som kan stå stationært i øjenklinikken. Det er mere sikkert, og desuden giver det mulighed for at køre endnu et operationshold ind, og derved øge antallet af patienter, der kan opereres.
Det har været en glædelig overraskelse for os fra projektgruppen at opleve, hvordan vores henvendelser om sponsorstøtte er blevet positivt modtaget. Louis Nielsen A/S har f.eks. doneret et antal solbriller, som vi har solgt på auktion, mens Restaurant Tandori Masala donerer den indiske buffet til vores fundraisingmiddag i august.
Det er interessant, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer afholder en konkurrence om CSR-rapport prisen, men det er både dejligt og opløftende, at det også er muligt at opnå støtte til mindre forkromede projekter, som imidlertid har kæmpestor betydning for de fattige mennesker, som med en grå-stær-operation kan komme til at se deres børnebørn og alt mulig andet smukt og grimt i livet.
-
Der er ikke, fordi den har gjort meget væsen af sig – ændringen af Forvaltningsloven. Jeg opdagede det kun, fordi jeg sad og puslede med den mærkværdige ændring af Offentlighedsloven om de hemmelige ministerkalendere, og så fik jeg øje på de andre aktiviteter i Folketinget her op til sommerferien.
Folketinget har nemlig vedtaget et praktisk lille forslag, der effektiviserer og rationaliserer reglerne om udveksling af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. For fremtiden bliver reglerne bliver lettere at gennemskue for dem, der skal benytte sig af dem, og lettere at administrere for de offentlige myndigheder, der skal regulere borgernes forhold, og det bliver endnu bedre, for sagsbehandlingstiderne kan formodentlig også kan komme lidt ned. Citaterne er fra folketingsdebatten, hvor de forskellige medlemmer glæder sig over det praktiske, lille forslag.
Og hvad går det så ud på? Jo, her fra d. 1. juli 2009 skal alle former for videregivelse af personoplysninger – uanset om de er fortrolige eller ej og uanset om de står på et stykke papir eller befinder sig i et elektronisk register – ske efter reglerne i Persondataloven. Før skulle nogen af sagerne behandles efter Forvaltningsloven. Som hovedregel kan man kun videregive oplysningerne til en anden forvaltningsmyndighed, hvis borgeren har givet samtykke, men der er dog en hel masse undtagelser fra denne hovedregel.
Nu har jeg, der er uddannet jurist, arbejdet et godt stykke tid med at finde ud af, hvordan reglerne er nu. og hvad ændringen er i forhold til tidligere. Jeg synes overhovedet ikke, det er let at gennemskue, så jeg tillader mig at tvivle på de optimistiske udsagn om, at reglerne bliver lettere at gennemskue for borgerne og lettere at administrere for myndighederne. Men der er nok nogen, som er klogere end mig, der kan formidle nyskabelsen på en måde, så borgerne og myndighedernes medarbejdere ved, hvad de skal gøre. Det vil jeg i hvert fald glæde mig til at se.
-
Så blev det sommerferie, og alle eksaminander, lærere og censorer kan puste ud, og forhåbentlig glæde sig over gode eller i hvert fald retfærdige resultater. Og det er ikke kun glade unge kvinder og mænd med hvide huer, men også os med gråt hår, hvis vi da ellers har noget hår. Det viser sig nemlig, at voksne danskere er helt vilde med at efteruddanne sig, og at det kun er svenskerne, der overgår os i EU, når det gælder livslang læring. Andelen af danskere, der går på HD, IT-kursus, Diplomuddannelse i Ledelse og hvad ved jeg, er steget fra 19,2 % i år 2000 til 29,2 % i 2007.
Det glæder Undervisningsministeriet, men ude på CBS, hvor jeg slår mine folder, er man en anelse bekymrede. Finanskrisen og de mange opfordringer til at opgradere sine kompetencer har forårsaget et stormløb på især kandidatuddannelserne. Så de studerende skal kridte skoene og gå tidligt i seng for at nå først frem til kantinen, læsepladserne og grupperummene, for slet ikke at tale om toiletterne.
For man skal nok ikke regne med, at der kommer flere lokaler, lærere eller andre faciliteter, bare fordi studenteroptaget forøges. Næh, CBS’erne kommer til at fortætte sig, gør de, ligesom alle de andre universitetsstuderende og -lærere, der også må vænne sig fra at gå og brede sig.
-
Den ny offentlige lederuddannelse af høj kvalitet har ikke gjort meget væsen af sig. Man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Fakta er, at Folketinget har vedtaget en ny lov, som gerne skulle føre til et ”nyt højt kvalificeret udbud af lederuddannelser på diplomniveau, som giver en enkelte offentlige leder en fleksibel, generel ledelsesfaglig og praksisnær lederuddannelse”. Så vidt, så godt, men hvordan skal det så ske?
Jo, efter lovens ikrafttræden her d. 15. juni 2009, skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om den offentlige lederuddannelse. I et bilag til denne bekendtgørelse skal der stå, hvad uddannelsen skal indeholde. Samtidig skal den eksisterende bekendtgørelse om diplomuddannelsen i ledelse laves om, så den rent strukturmæssigt kommer til at passe til den nye offentlige lederuddannelse. Det betyder, at man skal gå fra at have 5 større fag + et afgangsprojekt for at få en diplomuddannelse, fremover skal have 9 små fag og et afgangsprojekt.
Udover arbejdet med bekendtgørelserne og bilagene skal man også have nedsat et uafhængigt Certificeringsråd, som skal certificere de institutioner og organisationer, som gerne vil udbyde undervisning for de offentlige ledere. Dette Certificeringsråd (hvem sagde ”væk med smagsdommere, råd og nævn”?), skal træffe sine beslutninger på baggrund af indstillinger fra et eller flere ekspertudvalg, som også skal udnævnes. Alle disse mennesker skal serviceres af et sekretariat, som også skal nedsættes.
Herefter kan man så gå i gang med at sende uddannelsens forskellige elementer i udbud, modtage ansøgninger, sagsbehandle dem og certificere de kvalificerede, alt sammen inden d. 15. september 2009, hvis ellers Bertel Haarders svar til Folketingets Uddannelsesudvalg står til troende.
Det gør det nok ikke, og det er da også fuldkommen useriøst og urealistisk at forestille sig, at man kan gennemføre alt dette henover sommerferien på et ordentlige kvalitetsmæssige grundlag. Og det skulle det jo helst være, hvis man ellers mener noget med, at den nye offentlige lederuddannelse skal være både ny og af høj kvalitet.
-
.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:
A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”
B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”
C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig. Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”
D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”
Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?
-
På BT’s hjemmeside kan man læse, at Fyns Politi nu har afsluttet efterforskningen mod Bendt Bendtsen om overtrædelse af våbenloven. Man skal nu i gang med at tage stilling til, om Bendtsen også skal miste sit jagttegn. Uheldigvis for efterforskningen viser det sig, at flere betjente har bedt om at blive holdt ude af efterforskningen, fordi de kender Bendtsen privat. Og hvad så? Er de ubehageligt berørt? Er de inhabile?
Normalt skal der temmelig meget til, før almindelige daglige bekendtskaber vil blive betegnet som inhabilitet i Forvaltningslovens forstand, og dermed udelukke offentligt ansatte fra at behandle sager, der vedrører deres private bekendte. Den tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde engang, at ”at venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan tale om inhabilitet. Bare det, at man har kender eller har kendt hinanden er ikke nok til at statuere inhabilitet, og man kan ikke slippe for at behandle en ubehagelig sag ved selv at sige, at man føler sig inhabil.
Desværre får vi ikke at vide, hvad der er sket med de pågældende betjentes anmodning. Deres chef siger, at ”det er bestemt ikke for at holde hånden over Bendt Bendtsen, at sagen har været så længe undervejs”. Det skyldes heller ikke mandskabsmangel på grund af alle Bendtsens tidligere kolleger gerne vil være fri for at behandle sagen, men derimod processuelle regler, når der skal rejses sag mod en folketingspolitiker.
-
I den seneste uge har økonomerne diskuteret, hvilken type finanspolitisk indgreb der vil være mest effektivt til at sparke hjulene i gang. Skal man give skattelettelser eller er det bedre med øgede offentlige investeringer?
Økonomerne fra Copenhagen Consensus Center har regnet ud, at det er mest effektivt med skattelettelser, fordi det vil få sosu-assistenter, sygeplejersker, direktører og andre folk i job til at tage en ekstra tørn og arbejde mere. Hvorimod øgede offentlige investeringer nok vil få nogle af de fyrede medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet igen, men samtidig bliver udgifterne til dagpenge og andre overførselsindkomster større. Det giver ikke vækst, og derfor er det mest effektivt med skattelettelser.
Men har man ikke glemt at regne med stress, udbrændthed og sygefravær? Det forekommer helt forkert at satse på, at de mennesker, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal arbejde endnu mere for at holde hjulene i gang. Mange må allerede i dag kæmpe med at holde styr på karrieren, familielivet og helbredet uden at bryde sammen, og nu skal de så arbejde endnu mere. Mon de virkelig vil gøre det? Måske vil de hellere arbejde lidt mindre og få det samme udbetalt, eller måske vil de spare mere op, så de har lidt på kistebunden her i en krisetid.
Samtidig står der en voksende flok mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Mange af dem er blevet fyret i forbindelse med finanskrisen, og køerne til jobs som skolepedel og rengøringsassistent er usandsynligt lange. Det er klart, at de fyrede bygningsarbejdere ikke umiddelbart kan træde i stedet for de manglende sygeplejersker, men var det helt overordnet set ikke bedre at dele udbuddet af opgaver mere ligeligt mellem borgene, så flere kunne få en rimelig mængde fornuftige opgaver at tage sig til?
Alt andet lige kan det da godt være, at man kan regne sig frem til, at skattelettelser vil være mest økonomisk effektivt, men mon det virkelig holder på lang sigt? Jeg tror det ikke.
Forvaltningsret og god sagsbehandling