I den seneste uge har økonomerne diskuteret, hvilken type finanspolitisk indgreb der vil være mest effektivt til at sparke hjulene i gang. Skal man give skattelettelser eller er det bedre med øgede offentlige investeringer?
Økonomerne fra Copenhagen Consensus Center har regnet ud, at det er mest effektivt med skattelettelser, fordi det vil få sosu-assistenter, sygeplejersker, direktører og andre folk i job til at tage en ekstra tørn og arbejde mere. Hvorimod øgede offentlige investeringer nok vil få nogle af de fyrede medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet igen, men samtidig bliver udgifterne til dagpenge og andre overførselsindkomster større. Det giver ikke vækst, og derfor er det mest effektivt med skattelettelser.
Men har man ikke glemt at regne med stress, udbrændthed og sygefravær? Det forekommer helt forkert at satse på, at de mennesker, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal arbejde endnu mere for at holde hjulene i gang. Mange må allerede i dag kæmpe med at holde styr på karrieren, familielivet og helbredet uden at bryde sammen, og nu skal de så arbejde endnu mere. Mon de virkelig vil gøre det? Måske vil de hellere arbejde lidt mindre og få det samme udbetalt, eller måske vil de spare mere op, så de har lidt på kistebunden her i en krisetid.
Samtidig står der en voksende flok mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Mange af dem er blevet fyret i forbindelse med finanskrisen, og køerne til jobs som skolepedel og rengøringsassistent er usandsynligt lange. Det er klart, at de fyrede bygningsarbejdere ikke umiddelbart kan træde i stedet for de manglende sygeplejersker, men var det helt overordnet set ikke bedre at dele udbuddet af opgaver mere ligeligt mellem borgene, så flere kunne få en rimelig mængde fornuftige opgaver at tage sig til?
Alt andet lige kan det da godt være, at man kan regne sig frem til, at skattelettelser vil være mest økonomisk effektivt, men mon det virkelig holder på lang sigt? Jeg tror det ikke.