.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:
A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”
B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”
C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig. Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”
D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”
Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?