-
Det mener en række forskere, advokater, psykologer, græsrødder og direkte berørte borgere, og allerede i oktober 2008 startede et systematisk arbejde med at dokumentere problemerne med loven, som i 2007 blev vedtaget af et enigt Folketing. Nu er Temahæfte nr. 2 om problemerne udkommet på DJØFs forlag.
Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, mener jeg også, at der både er problemer med lovens indhold og med dens administration. Min hovedanke er, at selvom man igen og igen gentager, at loven handler om at finde de bedste løsninger ud fra Barnets perspektiv, så handler det i virkeligheden om at skabe ligestilling og millimeterretfærdighed mellem forældrene – uanset disses forskelligheder og konfliktniveau. Og så er der alvorlige problemer med retssikkerheden på grund af helt uacceptabelt mange sagsbehandlingsfejl.
Det nye temahæfte indeholder blandt andet forslag til rammerne for en ny lovgivning, der vægter samfundsmæssig konfliktløsning med udgangspunkt i barnets behov for ro og omsorg. Familierne har brug for et velfungerende konflikthåndteringssystem, og ikke en lov og et system, der opstiller idealer uden hold i virkeligheden. De problemer, loven medfører, er fundamentale, og de kan ikke negligeres med henvisning til parternes bitre stridigheder.
Uddrag af indholdsfortegnelsen:
Mor og far – på med vanten! Af Anette Kronborg
Lovteknik i forældreansvarsloven. Af Vivian Jørgensen
Når børneperspektivet bliver brugt mod børnene. Af Anne Land
Effektivitet og retssikkerhed. Af Bente Hagelund
De to køn og forældreansvarsloven. Af Bente Holm-Nielsen
Ballade i Barselsstuen. Af Mette Krag
Nydanskere og forældreansvarsloven. Af Margrethe Wivel
Opgør med forestillingen om lighed i voldsramte familier. Af Vibe K. Voetmann og Helle W. Samuelsen
De største tabere. Af Lisa Holmfjord
De pæne psykopater. Af Irene Rønn Lind.
Hæftet rummer også en række personlige beretninger fra berørte borgere.
Se mere om hæftet her.
Se mere om de netværk, der arbejder for at forældreansvarsloven skal ændres:
Barnets tarv.dk – for berørte borgere
Barnets tarv.nu – for professionelle
Bedsteforældrene – for bedsteforældre og pårørende til borgere, der er kommet i klemme
-
Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger, ikke mindst hvis man vil ytre sig kritisk om en offentlig myndigheds politik eller sagsbehandling. I stedet for at gå ind i en saglig debat og kamp på argumenter, benytter nogle myndigheder sig af deres overlegne ressourcer og magtapparat til at slå hårdt ned på dem, der er kritiske overfor systemet og det herskende flertals beslutninger.
Personligt har jeg i forbindelse med mit arbejde i netværket Barnets tarv.nu oplevet, at Statsforvaltningen Hovedstaden har mere travlt med at lukke munden på kritiske røster, end på at undersøge, hvad kritikken egentlig handler om og indgå i en saglig debat. Netværket har under overskriften ”Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden” påpeget og dokumenteret, at der sker uacceptabelt mange sagsbehandlingsfejl i de familieretlige sager. I stedet for at se på sagerne, rette fejlene og måske endda beklage dem, vælger Statsforvaltningen Hovedstaden i en pressemeddelelse d. 1. februar 2010 at gå efter én af penneførerne for netværket og antyde, at hun er en kværulant, der ikke ved, hvad hun taler om.
Formålet med at stigmatisere og mistænkeliggøre en kritiker, der taler på vegne af et stort netværk, er tilsyneladende at berolige offentligheden, der ikke gerne skulle tro, at Statsforvaltningen Hovedstaden laver fejl i sagsbehandlingen. Uanset om kritikken var berettiget eller ej, kunne den skabe utryghed og mistillid hos de borgere, der har brug for hjælp, mente Statsforvaltningen, der derfor fandt det vigtigere at slå hårdt ned på budbringeren, end at undersøge om der eventuelt skulle være noget om snakken.
Det er en skræmmende udvikling. Hvad er det for et samfund, vi får, hvis alle skal være enige om alting? Hvis ingen tør åbne munden overfor statsmagten af skræk for repressalier i form af fyringer, advarsler, blacklisting eller bare ren og skær stigmatisering og mistænkeliggørelse?
Se hele pressemeddelelsen her.
Se mere om sagen på www.barnetstarv.nu
-
Ytringsfrihed og berufsverbot
Hvis du ytrer dig kritisk om den danske udlændingelovgivning, så diskvalificerer du samtidig dig selv til at arbejde for udlændingemyndighederne. I hvert fald hvis du er læge. Af bemærkningerne til endnu en ny udlændingelov fremgår det, at man ikke både kan have en mening og så blive betroet til at lave en uvildig lægeerklæring om en asylansøger. ”Hold mund eller du kommer på den sorte liste”
»Læger kan sige, præcis hvad de har lyst til, men de kan ikke samtidig lave objektive lægeerklæringer, som er den direkte adgang til at få humanitær opholdstilladelse i Danmark«, siger integrationsordfører for Venstre Karsten Lauritzen
I et tidligere indlæg her på bloggen skrev jeg om, hvordan en kommunaldirektørs og en kommunikationsmedarbejders ytringer førte til, at de begge blev fyret. Men ytringsfriheden er under pres også på andre områder.
Ganske kort tid efter kom det frem, at Integrationsministeren nu foreslår, at læger, der ytrer sig kritisk om ministeriets sagsbehandling, vil blive anset for inhabile til at afgive erklæringer i konkrete sager om humanitær opholdstilladelse. Hvis der i en konkret sag ligger en lægeerklæring fra en kritisk læge, vil ministeriet se bort fra denne lægeerklæring, kunne man læse i Politiken.
”Det her er en begrænsning af vores ytringsfrihed, der kan give minder om politistatsmetoder ”, siger Torben Ishøy fra Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, og jeg er helt enig med ham. Der er tale om en form for berufsverbot.
«Berufsverbot» – eller erhvervsforbud, beskæftigelsesbegrænsning – er et fænomen, der indebærer at personer, p.g.a. deres politiske overbevisning, enten ikke kan få beskæftigelse indenfor staten eller i kommunerne, eller bliver afskedigede. Berufsverbot afspejler et uhyggeligt samfund præget af frygt for statsmagten, hvor alle har den samme mening som flertallet, og hvor munden bliver lukket på kritiske røster.
En bred og saglig offentlig debat om et emne – her udlændingelovgivningen – kræver, at det ikke blot er de statsansatte, der udtaler sig, men at man også hører om andre syn på sagerne. Hvis ikke de kritiske læger skulle udtale sig – hvem skulle så? Den mest kvalificerede debat får man, når alle involverede ved, hvad de snakker om, så det er jo netop vigtigt, at også de uvildige eksperter på et bestemt område, fortæller offentligheden om deres viden og meninger.
Ytringsfriheden er jo meningsløs, hvis man kun må sige det, som alle andre og især det politiske flertal mener.
-
I dag d. 14. april 2010 udkommer min bog „Sagsbehandling i øjenhøjde – håndbog i offentlig ret‟ på Akademisk Forlag. Det er en stor dag for mig og bogen, der jo startede på „gør det selv‟-forlaget Books on Demand efter at være blevet afvist forskellige steder. I sin gamle form solgte bogen trods alt ca. 300 eksemplarer, og med det nye lækre design og Akademisk Forlags professionelle markedsføring får den forhåbentlig endnu større udbredelse. Kunne nogen tænke sig at anmelde den, er de hjerteligt velkomne til at få et frieksemplar af mig eller henvende sig til forlaget.
-
Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger. To mennesker har i påsken ufrivilligt sagt farvel til deres stillinger. Årsagen var i begge tilfælde deres ytringer. Så hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Det vil jeg sætte fokus på i den kommende tid.
Ditte Okman fra Venstres kommunikationscenter udtrykte i meget nedladende og voldsomme vendinger sit syn på andre mennesker på sin Facebook-profil, mens Koldings nu forhenværende kommunaldirektør Ingemann Olsen udtalte sig negativt om de kommunalt ansattes arbejdsmoral og engagement. Begge endte med at stå med en fratrædelsesaftale i hånden.
I Grundloven står der i § 77:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur eller andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
Det betyder for det første, at der ikke må indføres centrale eller lokale godkendelseskontorer, og at alle og enhver skal have lov til at sige og skrive hvad de vil, men så må de være parat til at stå til regnskab for domstolene efterfølgende. Det kan f.eks. ske, hvis man har sagt noget ærekrænkende eller løgnagtigt om andre mennesker.
Men ytringsfriheden har også en indholdsmæssigt kvalitet, der gør, at offentligheden og forvaltningen bør understøtte og opmuntre borgerne til at tage del i debatten. Det er vigtigt, at folk både tør og vil udtale sig om aktuelle samfundsemner, uden at frygte sanktioner fra deres arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller politiske modstandere. Folketinget må sikre, at der kun er det nødvendige minimum af muligheder for at straffe og sanktionere ytringer. Ellers risikerer man, at ytringsfriheden reelt bliver uden indhold.
De to sager – som jeg kun kender fra pressen – adskiller sig ved, at Ditte Okman udtalte sig som privatperson på sin Facebook-profil, mens Ingeman Olsen udtalte sig i sin egenskab af kommunaldirektør. Jeg sympatiserer på ingen måde med Ditte Okmans udtalelser, men kunne man ikke have klaret problemet med en lukning af profilen, en kammeratlig samtale og en undskyldning til de pågældende?
Jeg har til gengæld mere sympati for kommunaldirektøren. Han siger bl.a.
»Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre. Det er noget, vi skal have fat i. Hvis vi skal have en højere produktivitet i den offentlige sektor, så skal vi have en anden arbejdsmoral og et andet engagement«.
Det er jo hverken ærekrænkende, løgnagtigt eller nedladende, men et relevant indlæg i debatten om effektivisering, organisationsudvikling og offentlig ledelse. Hvis en offentlig leder, der ifølge Politiken er landets mest erfarne og længst siddende kommunaldirektør, ikke kan starte en debat uden at komme i loyalitetskonflikt med sine politikere, så står det skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed.
-
Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.
Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.
I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s „grønne badeværelse‟ blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen
Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.
I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.
Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.
Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.
Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!
-
På mine bilture til og fra Roskilde er jeg begyndt at høre P1 og der hørte jeg en historie om kvindernes internationale kampdag. I tidernes morgen – d.v.s. før 1. verdenskrig – var kampdagen den socialistiske verdens udgave af det, som senere kom til at hedde Mors Dag i den vestlige verden. D.v.s. en dag om året, hvor man gjorde stads af kvinderne og gav dem blomster og den slags. Alt det der med kampdagen kom først rigtig i gang i 1970’erne med rødstrømpebevægelsen.
For mig har d. 8. marts altid været en dag til eftertanke. Ikke til kamp – ikke til fest – men til eftertanke, og sådan har det også været i år. I Danmark har jeg meget svært ved at finde nogle områder, hvor det går fremad for ligestillingen. Der er stadig lang vej til ligeløn og års indsats for flere kvinder på ledende poster og i bestyrelser giver ikke rigtig noget resultat. Jeg hører desværre rigtig mange historier om inkompetente mænd, der klamrer sig til taburetterne, og modhistorier om kvinder, der gør det samme, er meget få.
Nåh, men så kan man da heldigvis vende blikket til andre verdensdele, og jeg har som bekendt vendt mit blik til Indien. Der har jeg fundet et sted, hvor der er kvinder på næsten alle ledende poster, og hvor kvinder og mænd arbejder sammen om at skabe en bedre fremtid. Der har pigers uddannelse topprioritet, men også mikrolån til kvindelige iværksættere, etablering af pasningsordninger i landsbyerne, opførelse af et fødselshospital er projekter med fokus på at forbedre kvinders fremtidsmuligheder.
Det er befriende at være et sted, hvor man sætter ord på kvinders undertrykkelse og på, at kvinder skal have samme muligheder og rettigheder, hvis dette meget fattige område skal følge med resten af Indiens økonomiske udvikling. Der er ingen sure miner, mudderkastning og beskyldninger – bare en fælles indsats for at ændre verden.
Hvis I vil vide mere om stedet – så kig på http://www.friendsofshamayitamath.dk/
-
En syrisk læge kommer til Norge, men kan ikke bestå den norske ”adgangsprøve” for læger. Derfor må han nøjes med at arbejde som social- og sundhedshjælper i Norge, men senere forsøger han sig så i Danmark, hvor han får en prøveautorisation på et jysk sygehus. Også dér indser man hurtigt, at lægen mangler de mest basale kvalifikationer og han bliver afskediget efter 14 dage. Sygehuset sender endda en advarselsmeddelelse til Sundhedsstyrelsen. Så vidt, så godt.
Men nu kommer det mærkelige. Han søger herefter igen om at få godkendt sin udenlandske lægeeksamen, og Sundhedsstyrelsen giver ham et nyt forsøg på et andet jysk sygehus. På det nye sted får de ikke noget at vide om forhistorien og skal derfor starte forfra med at konstatere, at lægen ikke kan noget.
Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker forklarede sig i TV-avisen d. 25/2 med, at folk skulle have en fair chance, og at det jo kunne skyldes dårlig kemi, når det ikke gik godt på det første sygehus. Derfor kunne man – i særlige situationer – få en ny chance.
Jeg er jo altid en stor fortaler for retssikkerheden, men her forekommer synspunktet ærlig talt noget pladderhumanistisk. Hvad var det særlige ved denne sag? Det kan da ikke være meningen, at det er det andet sygehus og dets patienter, der skal tage ansvaret for at beslutte, at denne åbenlyst ukvalificerede person ikke skal arbejde som læge. Det må Sundhedsstyrelsen da kunne stramme sig op til selv at træffe beslutning om uden videre overvejelser og brug af ressourcer.
Jesper Fisker kunne svinge sig op til at love, at når man – i disse særlige situationer – ville sende folk ud i prøveautorisation nr. 2, så skulle papirerne fra deres tidligere ansættelser følge med for fremtiden. Tænk, at man ikke have kunnet finde på det på eget initiativ uden TV-avisens mellemkomst.
Som jeg tidligere har skrevet om, er der nogle myndigheder, der prøver at rationalisere sig ud af deres budgetunderskud og ressourcemangel ved at speede sagsbehandlingen op og se stort på retsgarantier og borgerrettigheder. Sundhedsstyrelsens har fundet en anden vej – nemlig at sende sagen ud i verden og lade nogle andre gøre arbejdet. Men på den måde bliver udgiften jo bare væltet over på de i forvejen hårdt trængte sygehuse.
-
After my second visit to the spiritual organisation called SHAMAYITA MATH in West Bengal I was convinced that I would go home and intensify my efforts to support their work. This is now happening.
For readers that don’t know anything about SHAMAYITA MATH, I can briefly tell, that it is a women’s spiritual organisation located in West Bengal in India. The organisation is striving to develop the living conditions for the people in the rural area, which is one of the poorest areas in modern India. Since the beginning in 1996, it has been catering to the socio-economic development of the society through various service-oriented programmes with thrust on Human Resource Development. It is committed to serving the poorest of the poor in meeting their education and health needs.
Shamayita Math is founded by the Revered Prabhuji Lord Rishikrishna, who said that:
Service is neither mercy, pity, compassion nor political fashion, but love acquired through Sadhana.
This philosophy is one of the basic ideas of the place. Read more about Shamayita Math on their own website here.
My daughter, Lise, spend 6 weeks teaching English at the girl’s school in 2009, and later this year my son and daughter-in law, Søren and Mia, spend 5 months there doing field studies and voluntary work. We are all very impressed by the wide and evergrowing range of activities concentrated on education, vocational training and health. But most of all, we came to love the place and the outreaching, dedicated people, who work and live there.
To enhance and systematise our support to Shamayita Math we have decided to build a charitable society in Denmark, where everybody who wants to help the organisation morally or economically can join. The name of the new club is FRIENDS OF SHAMAYITA MATH, and it is possible for Danish or foreign individuals to become a member. Also other clubs or organisations can become members, as long as they share our goal.
Do you want to know more? Contact me on Hagelund@bentehagelund.dk.
-
Ikke bare overborgmester Frank Jensen, men også direktøren for Metroselskabet ansætter nye medarbejdere uden offentligt opslag. Det skal man ellers gøre, hvis man er en offentlig myndighed – eller et offentligt ejet selskab, viser det sig nu, efter at Trafikministeren har belært direktøren om, at reglerne om offentlige stillingsopslag også gælder for Metroselskabet.
Metroselskabet kritiseres for – uden nogen former for opslag – at have opfundet et chefjob til Ritt Bjerregaards netop fratrådte pressekonsulent. Så blev der nemlig et hul i overborgmesterens sekretariat, og Frank Jensen kunne ansætte en medarbejder fra sin politiske valgkampagnestab i den stilling.
Stor forargelse – sikke en gang kammerateri og nepotisme. Også selvom 1/3 af alle 100 medarbejdere i Metroselskabet er ansat uden opslag, hvilket åbenbart ikke har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Folketingets ombudsmand har derimod straks kastet sig over sagen fra Københavns Rådhus og stillet mange spørgsmål om opslagsmåder, ansøgningsfrister, indkaldelser til samtaler, beslutningsgrundlag m.v.
Men er der virkelig nogen, der er så blåøjede, at de tror, man kan undgå den slags forudbestemte ansættelser ved at slå stillingerne op? Så skulle de prøve at se de offentlige opslag, der befinder sig på Jobnet.dk, hvor de artige offentlige myndigheder pænt slår deres stillinger op. Det er tit det rene spil for galleriet med korte ansøgningsfrister, summariske stillingsbeskrivelser og kvalifikationskrav. Der bliver spildt rigtig, rigtig mange ressourcer med disse fake opslag, som medfører masser af udsigtsløse ansøgninger.
Mange folk spilder deres tid med at søge på offentligt opslåede stillinger, der er besat på forhånd. Det gælder både ansøgere, der reelt gerne vil ansættes i stillingen og er ubegavede nok til ikke at indse, at den er besat på forhånd. Dertil kommer alle de mennesker, der er fanget i dagpengesystemet med krav om 4 ugentlige ansøgninger.
Det er grotesk – det offentlige slår masser af stillinger op, som er besat på forhånd, og de bliver bestormet med henvendelser fra folk, der af lyst eller pligt søger dem. Sikke et ressourcespild – kræfterne kunne bruges bedre, og det er lige ved, at jeg får sympati for Frank Jensen og hans effektive måde at besætte stillinger.
Se TV2-Lorrys omtale af sagen om Metroselskabet.
Læs Ombudsmandens brev til Københavns Kommune.
Forvaltningsret og god sagsbehandling