-
Efter 7 års kommissionsarbejde, flere regeringers lovforarbejde og til sidst et politisk forlig bliver den nye Offentlighedslov formentlig vedtaget i 2013. Lovens formål er blandt andet at sikre åbenhed hos myndighederne og at styrke tilliden til den offentlige forvaltning, men medier og eksperter har kritiseret loven for i stedet at indskrænke adgangen til aktindsigt på særligt væsentlige områder som f.eks. ministerbetjening.
Justitsministerens reaktion på kritikken har været præget af mærkeligt usaglige argumenter. I en debatudsendelse i DR d. 28. februar 2013 fremkom han med helt irrelevante argumenter, såsom at både han og de andre forligspartier var pæne mennesker, der på ingen måde var ude på at holde offentligheden udenfor indsigt, og at der var så mange gode nyskabelser i lovforslaget, som gav adgang til mere aktindsigt, og så var det kun rimeligt, at der på andre områder blev tale om indskrænkninger.
På et debatmøde i Politikens hus et par dage senere stillede ministeren igen op til kritik. Man må respektere hans overbevisning og kampgejst, for heller ikke ved denne lejlighed kunne han svare ordentligt for sig på kritikken fra de velforberedte modstandere af lovforslaget. Som argument for at der skulle være flere indskrænkninger i adgangen til aktindsigt i Offentlighedsloven, mente ministeren, at der til gengæld var kontrol med ministeren andre steder, f.eks. i ministeransvarlighedsloven eller via muligheden for at stille spørgsmål i Folketinget. Et andet argument var, at der var kommet flere styrelser til siden den gamle Offentlighedslovs ikrafttræden, og derfor havde ministrene brug for større frirum til sagsbehandling uden mulighed for aktindsigt.
Sidenhen er debatten fortsat med den ene medieekspert og forvaltningsprofessor efter den anden, der især kritiserer de nye undtagelser i lovforslagets § 24 og § 27. Det radikale bagland stiller også spørgsmålstegn ved de saglige begrundelser for disse indskrænkninger i adgangen til aktindsigt, men lige nu virker det som om forligspartierne bare dumstædigt siger: ”Nu har vi lavet et forlig, og så er der ikke mere at tale om. Færdig!”
Der er mange gode fornyelser og forbedringer i lovforslaget, som kunne fungere sammen med de ”gamle” undtagelser fra den eksisterende lov. Så hvem og hvad er det, der presser sådan på med at få de kritisable undtagelser med i den nye lov? Det kan i hvert fald ikke være Justitsministeren, der fortsat ikke kan komme med konkrete eksempler på sager, hvor han ville have været bedre tjent med den nye Offentlighedslov. Er der nogen af de andre ministre? Eller er det embedsmændene, der er trætte af at blive forstyrret i deres travle arbejde?
Det er glædeligt, at denne ret tekniske og juridiske sag er nået ud til et bredt publikum, og jeg vil tilslutte mig opfordringen til at skrive under på protesten her:
http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov
-
Ny dom fra Københavns Byret viser, at store internationale flyselskaber fortsat snyder på vægten med passagerernes rettigheder.
Du står i en lufthavn og får at vide, at dit fly er aflyst. Vidste du, at du har ret til en erstatningsrejse ved først givne lejlighed – også selvom det er med et andet flyselskab og måske en anden rute? Hvis du ikke vidste det, får du det nok heller ikke at vide af flyselskabet. De vil nemlig helst bare betale pengene retur og slippe af med problemet – altså dig. De kan også finde på at tilbyde dig en erstatningsrejse med et af deres egne fly, når der er en ledig plads, og det kan være flere dage senere. Men hvis konkurrenten har et fly senere samme dag til samme destination, har du ret til at få en plads på dette fly, også selvom det er dyrere for flyselskabet.
Mange af de store flyselskaber er utilfredse med de nuværende regler, og fortæller derfor ikke passagererne om deres rettigheder der har været gældende siden 2005. I en aktuel sag måtte en familie føre en sag ved domstolene 18 måneder for at få deres ret. Det er de færreste passagerer, der har ressourcer til at føre sager ved retten, og det ved flyselskaberne selvfølgelig godt. Derfor kan de her 7 år efter EU-reglernes trådte i kraft stadig slippe af sted med at krænke passagerers rettigheder.
Hvad kan almindelige forbrugere bruge denne dom til? Bente Hagelund udtaler: ”Fly bliver hele tiden aflyst, og man skal ikke lade sig spise af med et tilbud om refusion af billetprisen eller en erstatningsrejse en anden dag. Folk kender ikke deres rettigheder og accepterer flyselskabernes dårlige løsninger, selvom det koster både tid og penge for dem og deres arbejdsgivere. Står man i lufthavnen og opdager, at flyet er aflyst, kan man faktisk selv finde en erstatningsrejse på sin smart-phone.”
Bente Hagelund vandt d. 22. juni 2012 en retssag mod flyselskabet KLM, der ifølge Københavns Byret havde undladt at følge EU-reglerne i forbindelse med en flyrejse i december 2010.
Se Danmarks Radios indlæg fra d. 26. august 2012 om sagen her.
Se indslaget i Aftenshowet fra d. 27/8-2012 om sagen her.
-
Fusk, korruption og direkte ulovligheder foregår i større eller mindre omfang i mange private og offentlige virksomheder. Men kan disse uacceptable tilstande mindskes, hvis medarbejdere og borgere anonymt kan anmelde deres viden? Senest har en laborant hos Mærsk anmeldt sin arbejdsgiver til for fusk med måleresultater til Miljøstyrelsen, som på sin side videregav oplysningerne om anmeldelsen og laborantens navn til Mærsk. Ifølge Politiken d. 19/7-2012 blev Mærsk ikke taknemlige over denne mulighed for at rette fejl og forbedre procedurerne – tværtimod blev anmelderen udsat for repressalier. Efterfølgende har mange peget på, at anmeldere skal kunne være anonyme, så de kan beskyttes ordentligt.
Umiddelbart lyder det jo helt rigtigt, men anonymiteten er bare et af mange problematiske elementer, når whistleblower-ordninger skal indføres i offentlige myndigheder. Området er reguleret af både Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, og ifølge reglerne i disse love er det ikke muligt at hemmeligholde anmelderes navne. Miljø-styrelsen var altså forpligtet til at udlevere navnet på den anmeldende laborant, da Mærsk søgte aktindsigt. Dette skyldes blandt andet, at der også er et retssikkerhedshensyn at tage til den, der bliver anmeldt. Uanset om det er en kollega, der bliver anmeldt for tyveri eller Mærsk, der bliver anmeldt for fusk med måleresultater, har man ret til at få at vide, hvem der anklager én og for hvad.
Men det er heller ikke 100 % anonymitet, der argumenteres for. I dag kan alle og enhver skrive et anonymt brev til deres arbejdsgiver, til offentlige myndigheder eller til pressen og tippe den viden eller de mistanker, de måtte have. Hvis man ikke skriver sit navn, kommer det heller ikke ud. Men kvaliteten og seriøsiteten i sådanne henven-delser vil måske blive taget med et gran salt, og desuden vil det være svært for modtageren at gå tilbage og skaffe yderligere oplysninger om anmeldelsen.
Det, man ønsker, er ordninger, hvor anmelderens navn er kendt, men kun af en snæver kreds. En sådan ordning trådte i kraft d. 1/12-2011 i Frederiksberg Kommune, som netop har evalueret ordningen. Ifølge kommunens hjemmeside har der siden da været 5 anmeldelser, hvoraf de 4 har været anonyme. Under evalueringen var man især optaget af risikoen for chikanøse, anonyme anmeldelser, og den deraf afledte problemstilling med anklagedes muligheder for at blive renset for uberettigede beskyldninger.
Men det er også værd at nævne, at Magistraten drøftede det ikke ubetydelige ressourceforbrug til administration af ordningen. Spørgsmålet er, om whistleblowerordninger kan sikre, at fusk, korruption og ulovligheder mindskes, så man derved både sparer penge og sikrer en redelig virksomhedsdrift. Eller om der bare er tale om endnu et bureaukratisk omsvøbsdepartement.
Se mere om Frederiksberg Kommunes ordning her.
-
Det er ikke nogen hemmelighed, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en rettighed uden meget indhold. Gang på gang ser man, at den, der ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads, mødes med repressalier af den ene og den anden slags. Selvom det er ulovligt, ja endda i strid med grundloven, sker det alligevel på Tøjhusmuseet, på Aarhus Universitet og alle mulige andre steder.
I det seneste halve års tid har jeg deltaget i mange debatter om, hvorvidt indførelse af whistleblowerordninger i det offentlige kan afhjælpe dette problem. Min holdning er, at whistleblowerordninger medfører endnu flere problemer, end de løser, og at det er en holdningsændring hos de offentlige ledere og politikere, der er brug for.
FTF har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at de offentligt ansatte med rette er bange of at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads, og formanden Bente Sorgenfrey foreslår, at der vedtages en lov, som forbyder arbejdsgivere at sanktionere ansattes lovlige ytringer. Det er meget sympatisk, men den regel findes allerede – i Grundloven. Både Folketingets Ombudsmand og de danske domstole vil utvivlsomt anse repressalier overfor kritiske medarbejdere for ulovlige. Men problemet er, at sagsbehandlingen altid tager lang tid, og når man efter mange måneder, ja måske år, når frem til dette, er det for sent for den, der er blevet fyret, forflyttet eller har fået en advarsel. Og det hjælper ny lovgivning ikke på.
Se Bente Sorgenfreys indlæg her.
-
Whistlebloweren i DONG er en helt, og whistleblowersystemer skal brede sig over det ganske land i hastig fart, siger Michael Gøtze i Politiken d. 27/3. Men kan vi virkelig komme fusk og snyd til livs på den måde?
Problemerne med korruption og urent trav i offentlige og private virksomheder er bestemt ikke løst med en bredere udbredelse af de whistleblowerordninger, som ellers ifølge Michael Gøtze er ”et velafprøvet koncept, som skal sikre en korrekt behandling af de personoplysninger, der løber igennem systemet”. Sporene fra Frederiksberg Kommune skræmmer i hvert fald mig.Aldrig så snart var ordningen kommet i gang på Frederiksberg, før en anonym whistleblower anmeldte kommunens beredskabschef for magtmisbrug. Man kunne læse i dagspressen, at beredskabschefen blev beskyldt for at tvinge sine medarbejdere til at udføre praktiske opgaver i privaten, hvorfor han da også straks og uden nærmere undersøgelse blev suspenderet og sendt hjem med brask og bram. Efter 3 måneder sagde han sin stilling op, hvorefter undersøgelsen blev stoppet i Frederiksberg Kommune.
Nu får vi aldrig at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Havde han tvunget medarbejderne til at rense tagrender eller var han udsat for chikane fra anonyme fjender i kommunen? ”Dette er en personalesag, og her har jeg tavshedspligt”, sagde direktøren for By og Miljø til TV2-Lorry d. 21/2. Men hvor var tavshedspligten, da beredskabschefen blev suspenderet?
Hvem tager hånd om retssikkerheden for dem, der bliver anmeldt efter en whistleblowerordning? Og for nu at vende tilbage til den heltemodige whistleblower i DONG – hvem tænkte på Anders Eldrup og de andre chefers sikkerhed for ikke at blive hængt ud i pressen, før sagen var ordentlig undersøgt? Hvis det er den slags whistleblowerordninger, som skal sikre os mod uregelmæssigheder i det offentlige, så siger jeg tak for kaffe.
Indlægget er trykt som debatindlæg i Politiken d. 29/3-2012
Se TV2-Lorrys indslag om sagen på Frederiksberg her.
-
Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:
Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.
Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.
Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.
Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.
Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.
Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.
Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.
Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.
Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.
Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.
Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.
P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.
-
Danmarks Radio kunne d. 1. december 2011 oplyse, at Frederiksberg Kommune nu går til kamp mod fusk og ulovligheder. ”Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler” sagde 2. viceborgmester i en pressemeddelelse. Og det betyder så i Frederiksberg Kommune oprettelse af en whistleblower-ordning.
Men hvad er en whistleblower egentlig for en størrelse? Ifølge Wikipedia er det en person, der afdækker og informerer om, hvad han eller hun anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Ordet har en positiv klang af, at der er tale om en ædel person drevet af et ønske om at afdække og informere om kritisable og ulovlige forhold.
Men er Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor eller hvem det nu var, der lækkede statsministerens skatteoplysninger til BT så en whistleblower? Kan man virkelig kalde en person, der på strafbar vis lækker personfølsomme oplysninger for en whistleblower? Også Frank Grevil, der i strid med straffeloven lækkede tavshedsbelagte oplysninger fra efterretningstjenestens trusselvurderinger og måtte gå i fængsel for det, kaldes for en whistleblower. Så man skal nok være forsigtig med at lægge noget alt for værdiladet i selve ordet whistleblower.
-
Medarbejdere i SKAT, som undersøger sager om skattesnyd, sort arbejde og andre ulovligheder, må gerne skaffe sig oplysninger fra Facebook, hvis man har en åben profil. Det har Ombudsmanden lige udtalt i en interessant udtalelse, hvor en kvinde havde klaget over, at det var i strid med Persondataloven og andre regler, at SKAT havde indsamlet personlige oplysninger om hende fra hendes private, men åbne profil på Facebook.
Ombudsmanden siger, at hvis en Facebookprofil er helt åben, svarer det til at slå oplysningerne op på en offentlig opslagstavle, og så er det OK, at SKATs medarbejdere bruger oplysningerne i sagsbehandlingen.
Se mere her: http://www.ombudsmanden.dk/nyt_og_presse/alle/facebook-profiler/ -
Jeg har bestilt en hyggelig pakke blomsterløg på en webshop og betalt 39 kr. for at få sendt tulipanløg og krokusser hjem til mig. Men ak, af en eller anden grund bliver det konverteret en ”forsendelse uden omdeling”, og det betyder, at postbudet cykler ud med et brev til mig, hvorefter jeg må cykle ned til Kvickly, hvor postbutikken nu befinder sig. På vejen møder jeg den glade, gule postbil i fuld fart, hvorpå der står ”Madudbringning for Københavns Kommune”. I stedet for at køre ud med post, så kører de ud med mad, mens vi andre kører hen efter posten. Goddag mand, økseskaft.
-
Laura Louise Sarauw har skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan vi i Danmark helt generelt og bevidst har valgt at ændre universitetsuddannelsernes indhold i retning af mere direkte erhvervsorienteret kompetenceopbygning på bekostning af den klassiske såvel dybe, som brede indsigt i et fags mange facetter. Jeg blev helt forstemt over at læse, at ”Fra forskning til faktura”-tankegangen i den grad har gjort sit indtog ikke bare på ledelsesgangene og hos forskerne, men nu også på uddannelsesområdet.
Det er klart, at det er trist at blive uddannet til arbejdsløshed, og det er et agtværdigt mål for beslutningstagerne, at de nyuddannede kandidater skal kunne få et job, når de er færdige. Men historien viser bare, at det er umuligt at forudse, hvad der bliver brug for 5 år ude i fremtiden. I dag er dimittendledigheden tårnhøj, og 30 % af de nyuddannede akademikere stadig arbejdsløse efter 1 år, og det var der ingen, der kunne ane, da de nuværende studieordninger blev lavet for 5- 10 år siden.
Det er urimelig overvurdering af egne evner, hvis dagens Videnskabsministerium, universiteter og studienævn tror, at de ved at lave en stram og detaljeret styring af hver eneste uddannelse, kan sikre at nyuddannede kommer i job, og at virksomhederne får den type medarbejdere, de lige står og mangler.
Forvaltningsret og god sagsbehandling