Er en whistleblower en helt?

Danmarks Radio kunne d. 1. december 2011 oplyse, at Frederiksberg Kommune nu går til kamp mod fusk og ulovligheder. ”Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler” sagde 2. viceborgmester i en pressemeddelelse. Og det betyder så i Frederiksberg Kommune oprettelse af en whistleblower-ordning.

Men hvad er en whistleblower egentlig for en størrelse? Ifølge Wikipedia er det en person, der afdækker og informerer om, hvad han eller hun anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Ordet har en positiv klang af, at der er tale om en ædel person drevet af et ønske om at afdække og informere om kritisable og ulovlige forhold.

Men er Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor eller hvem det nu var, der lækkede statsministerens skatteoplysninger til BT så en whistleblower? Kan man virkelig kalde en person, der på strafbar vis lækker personfølsomme oplysninger for en whistleblower? Også Frank Grevil, der i strid med straffeloven lækkede tavshedsbelagte oplysninger fra efterretningstjenestens trusselvurderinger og måtte gå i fængsel for det, kaldes for en whistleblower. Så man skal nok være forsigtig med at lægge noget alt for værdiladet i selve ordet whistleblower.