-
D. 5. maj 2009 fremsatte Justitsministeren et lovforslag som skal begrænse befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Det handler om ministrenes kalendere, der kan indeholde mange interessante oplysninger om ministrenes aktiviteter i og udenfor Christiansborg.
Lovforslaget går ud på, at alt indholdet i samtlige ministres kalender skal være undtaget fra aktindsigt. Som et plaster på såret kan man så få lov til at se en hjemmeside med udvalgte oplysninger om udgifter til repræsentation, hvilke gaver, ministeren har modtaget o.s.v.
Formålet med Offentlighedsloven er at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning. Loven skal altså medvirke til at skabe interesse for forvaltningen, men også til at styrke tilliden. Og noget tyder på, at det virker. Gang på gang viser internationale undersøgelser, at danskere har en meget høj tillid til hinanden og til offentlige myndigheder. Man kan få lov til at kigge med i maskinrummet, og det man ser, giver ikke anledning til mistillid. Det betyder ikke, at der er evigt solskin i en pletfri forvaltning, men det store billede er altså en befolkning, der har tillid til deres forvaltning.
I forbindelse med anmodninger om aktindsigt i Bendt Bendtsens kalender, kom det frem, at ministeriets embedsmænd havde rettet i kalenderen forud for aktindsigten, og det indbragte ministeriet en næse fra Ombudsmanden. Statsministeren selv har også været ude for aktindsigtsanmodninger i forbindelse med rejser, restaurationsbesøg o.s.v.
Det er utvivlsomt irriterende at blive udsat for den slags, men skyder man ikke gråspurve med kanoner, når man vil gå så vidt som til at indskrænke befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning, fordi Lars Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen føler sig trådt over tæerne. At undtage samtlige oplysninger i samtlige kalendere i al fremtid er ikke bare udemokratisk, det strider også mod ånden i Offentlighedsloven og i dansk forvaltningstradition. Og det er bestemt ikke egnet til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.
-
I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.
Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.
Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .
Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.
Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.
Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.
Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.
Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.
Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.
Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.
-
Fra tanke til faktura – hvem betaler regningen?
I 2003 præsenterede Videnskabsministeren en handlingsplan for et styrket samspil mellem forskning og erhvervsliv med undertitlen ”Fra tanke til faktura”- i sandhed en tankevækkende plan. Man så for sig, hvordan de mange storslåede forskningsresultater, der hidtil havde ligget uudnyttet hen i forskernes støvede skuffer, pludselig sprang frem og blev nyttiggjort til glæde for det danske samfund.
Men hvem var det nu lige, som skulle skrive fakturaen ud, og hvem skulle betale regningen? Skulle staten skrive regningen ud til erhvervslivet for brug af de offentligt finansierede universiteters personale- og bygningsressourcer? Eller var det erhvervslivet, der skulle skrive regninger ud? Og i givet fald til hvem? Til danske borgere, som ville købe de nye forskningsbaserede produkter? Eller til pengestærke udenlandske investorer?
Dengang undrede man sig over disse spørgsmål og over om der helt overordnet set kunne komme vækst og flere penge ud af denne fakturaudskrivning?
Her snart 6 år har emnet fået ny aktualitet i forbindelse med revisionen af universitetsloven og videnskabsministerens seneste udgivelse ”Fremtidens Universiteter”. Fora – en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen mener, at universiteterne ikke er gode nok til at dele viden med erhvervslivet, private og offentlige institutioner, og at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det udbytte, der måtte komme ud af samarbejdet.
At universiteterne beskyldes for at stille urealistiske krav kunne tyde på, at de også gerne vil være med til at skrive fakturaer ud, og det kunne være interessant at få at vide, hvordan det går med handlingsplanen ”Fra tanke til faktura”. Er vejen fra forskning til faktura blevet kortere? Virker planen?
-
Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.
”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.
I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.
Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.
Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.
Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.
Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.
-
Og jeg som troede at jeg havde styr på, hvad CSR er for noget – Samfundsengagement eller Virksomhedens Sociale Ansvar. Men hver dag bliver man klogere, og jeg ved nu, at Økonomi- og Erhvervsministerier kalder det for Samfundsansvar, og det hedder det også i lovgivningen.Ministeriet skriver, at det handler om, at virksomheder gennem deres forretningsaktiviteter frivilligt bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer, både nationalt og globalt. Det kan for eksempel være hensyn til menneskerettigheder, arbejdsforhold, klima mv.
I loven kan man se, at det også drejer sig om korruptionsbekæmpelse, hvilket var helt nyt for mig. Jeg synes, der er meget langt fra at dele lagkage ud på plejehjemmet om søndagen til korruptionsbekæmpelse, og min undren skyldes nok, at jeg personligt har tænkt på CSR som noget hen i retning af det velgørenhedsagtige. Altså, at store virksomheder af ideelle grunde skal eller bør dele ud af deres overskud til dem, som ikke har så meget. Og i den forståelsesramme passer korruptionsbekæmpelse ikke rigtig ind. Korruptionsbekæmpelse er efter min opfattelse en del af de egentlige virksomhedsaktiviteter, d.v.s. noget man er nødt til at gøre af hensyn til virksomhedens drift . Dels fordi korruption er ulovligt ,men også fordi virksomhedernes renomme i det lange løb ikke kan tåle, hvis der er tvivl om deres holdninger og handlinger, når det gælder korruption.
Det bliver spændende at se, hvilke aktiviteter virksomhederne vil afrapportere i 2009, når årsregnskaberne for første gang skal indeholde en redegørelse for virksomhedernes arbejde med CSR.
-
I en tid med knappe ressourcer er der mange vigtige ting at bruge penge på, f.eks. reparationer af hullede tage, fratrædelsesgodtgørelser eller heftig markedsføring. En del virksomheder må lukke kursuskontoen eller i hvert fald skære den kraftigt ned på grund af økonomiske problemer. Virksomheden kan jo godt leve videre på et reduceret kursusbudget, mens de andre udgifter kan være helt nødvendige for at overleve. Er der alligevel lidt penge tilbage på kontoen, så kommer medarbejderne på IT-kursus eller noget andet hard-core-værktøjsagtigt, mens inspirationskonferencer og latterkurser må vente til en anden gang.
En anden mulighed er at bruge nogle af kursuskronerne til kompetenceudvikling på jobbet. Sidemandsoplæring og ”learning-by doing” bliver nogle gange omtalt let nedsættende, som en slags andenrangsuddannelse for virksomheder, der er så fattige, at de ikke engang kan sende deres medarbejdere ud i byen til en rigtig uddannelse. Mene der er mange positive elementer i kompetenceudvikling på jobbet.
For det første kan man opnå teambuilding og større samhørighedsfølelse, når kolleger lærer noget sammen. De kolleger, der optræder som lærere for deres kolleger, kan løfte sig både fagligt og personligt, når de oplever glæden ved at lære fra sig.
For det andet er det en gammelkendt sandhed, at det ofte er svært for medarbejdere, der har været ude i byen på et kursus, at komme hjem og tage den nye viden i brug. Dem, der ikke har været af sted, har jo ikke hørt, hvad der er blevet sagt, og kursusdeltagernes ny viden er ikke indarbejdet nok til, at den bare kan gives videre. Et internt kursus grundlægger en fælles viden, som alle kan bygge videre på.
For det tredje er der jo prisen. Med god planlægning kan man få meget fremadrettet kompetenceudvikling internt på arbejdspladsen, men gratis – det er det ikke. Hvis sidemandsoplæring, interne kurser og fælles praksisudvikling skal blive en succes og et relevant alternativ til dyre kurser ude i byen, skal der også sættes ressourcer af til det. De interne lærere skal have frigjort den nødvendige tid til at forberede sig til undervisningen, og de skal belønnes med penge, frihed eller på anden måde. Der skal måske ansættes vikarer til at holde butikken i gang, mens undervisningen står på, og man gør måske lidt stads af kursisterne i form af fælles måltider før, under eller efter undervisningen.
En sidste fordel ved kompetenceudvikling på jobbet er ledelsens mulighed for at træde i karakter i den forbindelse. Ledelsen kan optræde som en del af lærerteamet og fortælle om virksomhedens værdier og politik eller være med ved evalueringen eller afslutningsfrokosten. På den måde får ledelsen en enestående mulighed for at vise, at man påskønner de læringsaktiviteter, som virksomheden selv kan frembringe og vise interesse for medarbejderne – noget der er helt afgørende vigtigt i en krisetid.
-
Shoppingcentret på Amagers Overdrev fejrer 5-års fødselsdag, og det sker blandt andet ved kampagnen ”Give and take”, hvor centret vil sætte fokus på miljø- og samfundsansvar og vise kunderne, at man interesserer sig for verden og det omgivende samfund. Fields’ motiver for at indgå i et sådant partnerskab må være at blive kendt som en samfundsansvarlig virksomhed, der gør noget for de svage og nødlidende. Men hvad er det så Fields gør? Giver de en del af overskuddet til Røde Kors? Næh, kampagnen går ud på at sælge forskellige røde varer i korsform – (hvad kan det mon være – kager? kjoler? smykker?) – til fordel for Røde Kors.
Der er åbenbart flere og flere mennesker, der gerne vil bruge deres penge på de ting og sager, som de synes, er vigtige. I Politiken (11/3) kan man læse om de nye socialøkonomiske virksomheder, der succesfuldt driver forretning med henblik på at genere et overskud til en god sag. Og det går åbenbart så godt, at flere og flere små firmaer kan etablere sig og overleve, fordi folk i krisetider helst vil bruge deres penge på noget bæredygtigt og samfundsnyttigt.
Men vil sådanne kritiske forbrugere virkelig begive sig ud til shoppingcentret Fields for at købe røde varer i en god sags tjeneste? Næppe, men det er heller ikke dem, man vil nå, for fundraisingchefen for Røde Kors udtaler, at partnerskabet med Fields er en måde at nå ud til mennesker med overskud. Man forestiller sig altså, at der går en masse velbeslåede mennesker rundt ude i Fields, som får lyst til at støtte Røde Kors ved synet af de røde varer og sangerinden Monique, som også er med i partnerskabet.
Udover pengene tænker Røde Kors også, at samarbejdet er en god vej til øget synlighed. Ja, det skal jeg love for. Nu havde man lige glemt alle skandalerne omkring Jørgen Poulsens lukrative fratrædelsesordninger, men så kommer hjælpeorganisationen stærkt igen med dette overraskende samarbejde med Nordeuropas største shoppingcenter, der åbenbart har behov for at få pudset sit image af uden at gribe til lommerne.
Det er tydeligt, at det atypiske partnerskab har skabt god synlighed, men hvor går grænsen for, hvem Røde Kors vil samarbejde med for at få opmærksomhed? Våbenfabrikanter? Tobakskompagnier?
-
Kvindernes internationale kampdag – det lyder helt anakronistisk. Hvem skal vi kæmpe mod? Hvor står slaget? Både mænd og kvinder har det jo trygt og godt på trods af finanskrise og dårligt vejr. Er det ikke lidt patetisk, at gå her og klynke over manglende karrieremuligheder og uligeløn, mens folk i Afrika kæmper for at overleve AIDS, angreb fra voldsforbrydere og uendelig fattigdom?
Svære spørgsmål – det er lettere at svare på, hvad vi skal kæmpe for. Der er masser af ting at tage fat på som for eksempel:
Ligeløn.
I Information d. 7/3 kan man læse, at kvinderne får mindre ud af skattereformen end mænd, fordi de generelt er dårligere lønnede end mænd. Og det er kvinderne blandt andet, fordi de livet igennem har dårligere betalte jobs og længere perioder på barsel. Det mest groteske er, at man stadig ikke kan være sikker på, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde på trods af, at vi har haft lovgivning om ligeløn i mange år.
Flere kvinder på topposter.
Det er blevet fremført, at kvindelige ledere vil være bedre for virksomhederne i krisetider, og at der bør arbejdes på at få flere kvinder ind i virksomheders og organisationers bestyrelser. I CBS Observer udtaler forskningsdekanen, at nu skal der gøres noget mere for at få flere kvindelige professorer på institution. Det vil nemlig være et konkurrenceparameter i fremtiden. I Politiken gør Tim Knudsen og Heidi Houlberg Salomonsen opmærksom på de kvindelige såkaldte ”B-ministre”, som regeringen udnævner på lidet magtfulde områder for at pynte lidt på statistikken. Kun 2 ud af 21 departementschefer er kvinder. Og man kunne blive ved.
Flere mænd i omsorgssektoren.
Men skulle vi ikke hellere kæmpe for at få mændene ud af BMW’erne, direktørkontorerne og bestyrelseslokalerne og ud på plejehjemmene, børneinstitutionerne og hjem til kødgryderne. Det vil være bedre for børn, syge og gamle at møde omsorgspersoner af begge køn, og mændene vil have godt af at gå op i noget andet end penge og prestige.
At der kommer flere kvinder på topposter og flere mænd i omsorgssektoren betyder ikke, at vi alle skal være ens, men at der kommer flere nuancer ind i arbejdslivet på alle niveauer til glæde for både brugere, kunder, medarbejdere og ledere. Flere mennesker bør få mulighed for at udnytte flere sider af sig selv. På den måde kan vi få et endnu bedre samfund præget af respekt og tolerance i stedet for fortrængning og marginalisering.
Hvem kæmper og hvorhenne?
Indtil nu forekommer det mig, at kampen om ligeløn og ligestilling mest har stået på papiret – eller nu som her på skærmen. Der er megen snak og gode intentioner og ikke megen handling. Forskellige parter brokker sig over, at andre ikke har gjort noget andet og mere for at fremme ligestillingen, og noget kunne tyde på, at hverken politikere eller interesseorganisationer har haft evne og vilje til at skabe forandring og udvikling på dette område.
Grunden kan måske være, at der ikke i folkedybet og i samfundet som sådan er et udtalt behov for mere ligestilling. Danmark har jo længe haft førertrøjen på i lykkemålingerne, så grunden til den manglende udvikling på ligestillingsområdet kan være, at vi er glade nok for tingenes tilstand, sådan som de er.
Derfor er der ingen kamp, og slagmarken kan ikke findes. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det virkelig skulle være tilfældet.
-
Amerikanske forskere har fundet ud af, at kvinder ikke bliver udsat for diskrimination og fordomme på arbejdsmarkedet. Kvinder bliver tværtimod anset som bedre ledere end mænd på de fleste områder. Dog mente svarpersonerne ikke, at kvinderne var ligeså visionære som mænd.
På trods af denne generelle tillid til kvinders lederegenskaber, er der alligevel færre kvindelige end mandlige ledere, og den meget korte artikel på Politikens netavis giver desværre ikke noget bud på, hvad grunden så kan være. Måske er det fordi de personer, der svarer på forskernes spørgsmål, har en anden holdning end de personer, der skal ansætte kvinderne i lederstillinger.
Til gengæld kan man i papirudgaven studere endnu et indlæg om mænds og kvinders lykkebarometer. Her kan man se, at finanskrisen tager hårdere på mændene end på kvinderne, fordi mændene risikerer at blive ramt på deres identitet – nemlig på jobbet, hvor mændene har langt flere sociale relationer og netværk end kvinderne. Men der er håb for de kriseramte mænd – de kan stoppe deres vanvittige ræs efter dyre biler, travheste og fine titler og finde lykken hjemme ved kødgryderne, foreslår en psykolog.
Og for egen regning vil jeg så tilføje: Så bliver der mere plads til de kvindelige ledere ude i virksomhederne.
Tjek artiklen:
-
Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.
Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.
Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?
Forvaltningsret og god sagsbehandling