Hvem skal arbejde mere?

Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.

Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.

Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?