Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:
- At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
- At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
- At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
- At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
- At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.
Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.
Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.
Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.