Søren Pind siger, at god ulandshjælp er, når filippinske au-pair-piger kommer til Danmark, hvor en beskeden udbetaling af lommepenge kan gøre hele forskellen, hvis den stort set uberørt bliver sendt hjem til Filippinerne. En model, som er og har været vidt udbredt i Indien, Pakistan, Nepal og andre asiatiske lande i årevis, hvor den største lykke for en familie er, når et af familiens lyse hoveder kan drage vestpå for at få en uddannelse eller et job eller helst begge dele.
Men når man stopper et fly til Tyrkiet i Københavns lufthavn og finder flere millioner kontanter på de herboende tyrkere, der skal hjem på sommerferie – så er det ikke ulandshjælp, så er det snyd, siger skattevæsenet. Og det har de sikkert ret i. Nok er Tyrkiet ikke ligefrem et uland, men hvis pengene var nået frem til deres bestemmelsessted, ville de sikkert have gjort god gavn i den fattige tyrkiske provins langt fra badestedernes middelhavsidyl.
En anden form for ulandshjælp finder sted i Afghanistan, hvor Danmark bruger mange ressourcer på at sende soldater til at både sikre og udvikle landet. Alligevel kunne man også her i ugens løb læse en historie om store kontante pengestrømme, der flyder ud af Afghanistan. 60 millioner kroner hver eneste dag faktisk. Hvor kommer de fra? Er det den danske sikkerheds- og udviklingsbistand, der kanaliseres til smarte forretningsfolk og korrupte politikere, hvorefter den parkeres sikkert på Cayman-øerne og andre steder?
Rent privat har jeg og de andre Friends of Shamayita Math samlet 11.000 kr. sammen, som vi har tænkt os at sende til Indien, hvor der bliver bygget en landsbyskole i mursten med elektrisk lys og skolemøbler.
Så pengene strømmer ud af Danmark på forskellig vis – og det er ikke så ligetil at afgøre, om det er en god ting.