-
Offentlig ret er ikke kun et anliggende for jurister. Andre faggrupper, der skal arbejde i den offentlige sektor har, behov for kendskab til jura og offentlig ret. De har længe efterlyst målrettede lærebøger, for de nuværende bøger er skrevet til jurastuderende, og de er vanskeligt tilgængelige, fyldt med indforstået kodesprog og domshenvisninger. Hjælpen er på vej i min nye bog. Se nærmere her.
-
Mange offentligt ansatte savner en grundlæggende viden om offentlig forvaltning og borgernes rettigheder. Det samme gælder for ansatte i mange private organisationer, der arbejder tæt sammen med det offentlige. Er I en større eller mindre gruppe, kan I rekvirere et grundkursus, som giver jer et godt overblik over reglerne om god sagsbehandling og optræden overfor borgerne, samt en bedre forståelse for sammenhængen mellem arbejdet i forvaltningen og de generelle offentligretlige regler.
Se mere her. -
Regeringen har i årets finanslovsforslag sat 14,9 mio. kr. af til en database, der skal give offentligheden adgang til tusindvis af afsagte domme.
En ny database med over tusindvis af afsagte domme skal være med til at styrke retssikkerheden. Det indgår i regeringens finanslovsforslag, der indeholder en aftale for domstolene for 2015 til 2018.
”Både borgere, advokater og journalister har længe haft et ønske om, at man nemt og hurtigt kunne få adgang til de afgørelser, som retterne hver dag træffer. Det skal domsdatabasen sikre. Databasen er en væsentlig forbedring af retssikkerheden,” siger justitsminister Karen Hækkerup.
Det var sandelig også på tide. Når man tænker på, hvor vigtig retspraksis er som retskilde i mangfoldige sager i administrationen og ved domstolene, er det skandaløst, at det er et privat firma, som har monopol på at sælge den viden for 10.930 kr. ex moms pr. år. Det er da kun advokater, der har råd til det.
Det er selvfølgelig fint, at Karnov Group vil sikre, at retspraksis overhovedet bliver tilgængelig for i det mindste nogen interessenter, men det burde være en statslig opgave og med den teknologiske udvikling burde det have været højere prioriteret for længe siden.
Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at som ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet, har jeg ikke adgang til Ugeskriftet. Alle de hundredevis af domme, der er omtalt i de studerendes pensum, skal jeg altså hen på biblioteket og slå op, hvis jeg vil gennemgå og forklare dem nærmere.
-
Forleden blev jeg ringet op af en offentligt ansat leder af en daginstitution – vi kan kalde ham for Kenneth. Kenneth fortalte, at han havde læst i min kronik, at indførsel af whistleblowerordninger let kan ende i sladder og hævn. Det havde han nu selv været ude for, for der var en, der havde anmeldt ham til kommunens whistleblowerordning for at misbruge institutionens kreditkort til private formål, og herefter var han med dags varsel blevet fritaget for tjeneste i en måned. Den måned skulle han bruge på at skrive en redegørelse om klagerne til kommunens økonomiafdeling.
Kenneth følte, at han var dømt uden retssag, og uden at kunne få at vide, hvem det var, der havde anmeldt ham. Han havde en mistanke om, at det var en af hans medarbejdere, der var skuffet over ikke at være blevet indstillet til et løntillæg, men kommunen havde sagt, at han ikke kunne få at vide, hvem anklageren var, da det var sket igennem whistleblowerordningen.
Kenneths retssikkerhed er truet på grund af de anonyme anklager om forhold, som efter hans mening er helt grundløse.
På den anden side står anmeldernes skræk for repressalier, hvis de anmelder chefen eller anmelder virksomheden til andre offentlige myndigheder. Det har vi set eksempler på i sagen fra Mærsk, hvor arbejdsmiljøet blev meget anstrengt for en laborant, der havde anmeldt sin arbejdsgiver for fusk med laboratorieprøver. Andre eksempler kan man læse om i Jens Anton Tingstrøm Klinkens artikel i Politiken.
Laborantens problem var, at hun havde sendt en indberetning til en offentlig styrelse, der er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Derfor kunne hendes navn ikke holdes hemmeligt.
Men derudover viser det sig, at der er så store problemer med virksomhedernes interne whistleblowerordninger, at de fleste medarbejdere vil afholde sig fra at bruge dem, fordi de ikke kan være anonyme overfor de kolleger eller chefer, der skal undersøge sagen. Anonymiteten kan kun sikres, hvis whistleblowerordningen administreres eksternt, og det ønsker de færreste virksomheder. ”De fleste virksomheder foretrækker at holde ordningerne for sig selv. Virksomhederne har selv etableret dem og har en interesse i at få rettet op på tingene. Det ligger implicit, at whistleblowerordningen er et internt styringsredskab”, siger Dansk Industri. Se mere her.
-
Forvaltningsret og sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken.
“Sagsbehandling i øjenhøjde” gør det nemmere for sagsbehandlere og borgere at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er lettilgængelig og rigt illustreret med aktuelle eksempler. Bogen behandler bl.a. følgende spørgsmål:
– Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
– Skal myndighederne underskrive breve?
– Hvad er et internt dokument? Kan man få aktindsigt i det?
– Kan en datter til en patient på et hospital få aktindsigt i sin mors journal?
– Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?I 2009 udgav jeg min håndbog om god sagsbehandling, som samlede mine mange års erfaringer fra praksis og undervisning i en “læse-let”-forvaltningsret. Bogen kom senere i 2. udgave på Akademisk Forlag. I forbindelse med den nye Offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven blev det nødvendigt med en grundig revision, og nu er 3. udgave så udkommet på Nyt Juridisk Forlag
Bogen koster 250 kr. + forsendelse og kan bestilles her.
-
D. 1. januar 2014 trådte den nye Offentlighedslov i kraft. Der har været stor debat om to af lovens undtagelsesbestemmelser, men loven indeholder mange andre ændringer i forhold til den gamle lov. Der er kommet udvidet adgang til aktindsigt op flere områder, og loven indeholder helt nye regler om f.eks. journalisering, postlister og en offentlighedsportal.
Der er flere muligheder for at lære mere om hele den nye lov. På Folkeuniversitetet udbyder jeg et kursus, der starter d. 10. marts og kører over 5 mandage fra 17.15 – 19. Se mere om dette kursus her.
Er I mange, der gerne vil deltage, eller har I ønske om fokus på et særligt område, kan I rekvirere et kursus direkte hos mig. Det kan I se mere om her.
På begge kurser gennemgår vi den ny Offentlighedslov med fokus på dagligdagen, hvor borgere og sagsbehandlere skal anvende reglerne. Vi kommer også ind på de konsekvensændringer, der er kommet i Forvaltningsloven i forlængelse af den nye Offentlighedslov.
-
Djøf’eren er en mand midt i trediverne klædt i mørke jakkesæt og spraglede sokker, og man kan kende ham på hans udtalelser om innovation, strategiplan, effektivisering og værdier, stod der i Politiken nytårsdag. Djøf’eren slynger om sig med regneark og forlanger skriftlige rapporter i stedet for at tale med folk. Hvis det er danskernes billede af Djøf´erne, er der godt nok brug for nogle andre billeder af, hvad DJØF’s ca. 80.000 medlemmer beskæftiger sig med.
Selv er jeg en midaldrende kvinde, som aldrig nogensinde har været strømlinet. Da jeg startede på at læse jura i 1979, gik jeg med smækbukser og hønsestrikkede trøjer, og på studenterstyrede hold i 80’erne snakkede vi meget om retssikkerhed og en åben forvaltning. Vi ville gerne arbejde i den offentlige sektor og sikre, at reglerne blev skrevet, så de var til at forstå og arbejde med, og at borgerne fik deres ret, når de havde en sag i det offentlige.
I mit eksamensbevis fra 1985 står juristløftet, som lyder sådan her: ”Juridiske kandidater må aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller ikke ved råd eller på anden måde fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt”. Det er fra 1736, og det holder den dag i dag.
Som professionel Djøf’er har jeg arbejdet for ret og retfærdighed, både når jeg har været menig sagsbehandler og skulle dele sol og vind lige mellem stridende parter, og også når jeg som leder har skullet organisere arbejdet, så både medarbejdere og borgere blev behandlet rigtigt. Jeg skal da ikke udelukke, at jeg i ny og næ har brugt ord som ”strategiplan” eller ”værdier”, og en hel del regneark er det da også blevet til gennem tiden. Men det vigtigste har altid været at sikre en saglig og ordentlig behandling af de sager og mennesker, som jeg har haft ansvaret for.
I min karriere er jeg stødt på folk, der ser djøf’ere som mig som en fjende, fordi vi vil holde os til reglerne. De mente, at man i stedet skulle vælge en smidig og fleksibel løsning, så resultatet kunne blive det, som de pågældende mente, var det rigtige. Den problemstilling er der mange djøf’ere, der dagligt kæmper med, og jeg er stolt af at kunne sige, at jeg stod fast på, at reglerne skulle holdes – også selvom det førte til ubehageligheder for mig.
Som jurist og som djøf´er har jeg nogle professionelle standarder, som jeg er stolt af, og som danskerne ikke skulle se som et fjendebillede, men derimod som en garanti for, at tingene går rigtigt til, både når de selv skal samarbejde med det offentlige, men også når det gælder forvaltningen af hele den store fælles offentlige kasse.
-
Det skulle man nærmest tro, når man følger med i den helt utrolige historie om nyhedsværten Adam Holm og hans religionskritiske kronik i Politiken, hvor han blandt andet kalder religionen for ”en narresut”. Det viser sig, at Danmarks Radios etiske retningslinjer indeholder regler, som indskrænker de ansattes muligheder for at ytre sig i den offentlige debat – også som privatpersoner.
Det er jo fuldt forståeligt, at Danmarks Radio ligesom alle andre offentlige og private virksomheder gerne vil sikre sig, at institutionen fremstår professionelt og troværdigt, og at medarbejderne såvel ”i som uden for tjenesten viser sig værdige til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”, som der står i tjenestemandslovens § 10.
Det forekommer dog at være noget overdrevet, når man forlanger, at DR-medarbejdere i almindelighed og nyhedsværter i særdeleshed slet ikke må give udtryk for nogen mening om politik eller religion i det offentlige rum. Der er vel ingen borger ved sine fulde fem, der tror på, at netop journalister og nyhedsværter ikke har en mening om alting, og specielt om politik og religion, så hvorfor skulle de dog ikke have mulighed for at sige, hvad de mener? Det er dog bedre, at man ved, hvad journalisterne mener, end at man ikke ved det.
Og det er at blande tingene sammen, når man snakker om, hvad man kan bære af religiøse symboler, når man er på arbejde og på skærmen, og så hvad man kan mene om religion som privatperson.
Nu kunne det umiddelbart se ud til, at DR var kommet på bedre tanker. Først fik Adam Holm en påtale, men den havde så åbenbart ikke været forbi personaleafdelingens jurister, der så senere omformulerede påtalen, så den ikke længere er ”en advarsel i personalejuridisk forstand”, som der står i Politiken d. 13/11. Okay – en advarsel, der ikke er i personalejuridisk forstand, hvad er det så for noget?
Jo, det er i stedet en trussel om at blive omplaceret, degraderet eller lignende, forklarer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der tilsyneladende heller ikke har været forbi juridisk afdeling, før han tog interviewet med Politikens journalist. Han mener åbenbart, at det sagtens kan forenes med grundlovens § 77 og menneskerettighedskonventionens artikel 10 at true medarbejderne med omplacering eller degradering, hvis de udtaler sig som privatpersoner.
Overhovedet at anerkende, at offentligt ansattes ytringsfrihed skulle være begrænset i forhold til alle andre menneskers ytringsfrihed, er kontroversielt, men dog anerkendt af Justitsministeriet og Ombudsmanden i de meget begrænsede tilfælde, hvor det drejer sig om ledende medarbejdere, der udtaler sig om konkrete sager fra deres arbejdsplads. Det er der jo på ingen måde tale om her, hvor det drejer sig om at udtale sig helt generelt om religion.
Jeg spørger mig selv, hvad DRs journalister ville gøre, hvis de kom under vejr med, at en medarbejder – leder eller menig – ved en ANDEN offentlig institution havde fået en påtale for at udtale sig som privatperson. Jeg tror, de ville styrte af sted og himle op om den skrækkelige menneskerettighedskrænkelse, som den pågældende var blevet udsat for. Men DR er åbenbart ikke bare den fjerde statsmagt; institutionen opfatter sig selv som helt udenfor kategori, over både grundloven og menneskeretskonventionen.
En let redigeret udgave af denne artikel blev trykt som debatindlæag i Politiken d. 15/11-2013
-
Hvis man virkelig finder det vigtigt med flere kvinder i de danske virksomhedsbestyrelser, er der ingen vej uden om at lave kvoter. Dette udtaler én af de få højtprofilerede og erfarne kvindelige bestyrelsesmedlemmer, Lone Fønss Schrøder, til Berlingske Business d. 15/7-2013.
Al erfaring viser, at hvis man blot lader tiden gå sin gang, vil der ikke komme flere, men derimod færre kvinder ind i bestyrelserne. På trods af politisk vilje til at gøre noget ved sagen, har der gennem tiden været en indædt modvilje mod kvoter fra erhvervslivet, som tilsyneladende ikke mener, at der er nok kvalificerede kvinder at tage af. Lars Nørby Johansen udtaler, at han udelukkende vil lede efter mulige kvindelige bestyrelsesmedlemmer i puljen af kvindelige administrerende direktører.
Efter min mening er det netop er dét, der er problemet. Dem, der sidder i bestyrelserne i dag, mener kun, at man kan være kvalificeret, hvis man har de samme kompetencer og erfaringer, som de har. Personligt er det på trods af mere end 20 års ledelseserfaring på alle niveauer i såvel private som offentlige virksomheder end ikke lykkedes for mig at blive optaget i bestyrelseskandidatdatabasen Women on Board. Man mener ikke, at jeg ”har den nødvendige forretningsstrategiske erfaring og det nødvendige profit&loss-ansvar, som bestyrelsesarbejdet fordrer.” Det er jeg naturligvis ikke enig i, da det efter min mening er hele idéen med en god bestyrelse, at der skal være bredere kompetencer, og at ikke alle medlemmer skal bringe de samme kvalifikationer og kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet.
Men udover problemerne med at få bestyrelsesformænd og rekrutteringsagenter til at kigge lidt bredere ud i landskabet efter egnede bestyrelsesmedlemmer, ser jeg til min forbavselse, at tænketanken Cepos mener, at kvindekvoter ligefrem er i strid med grundloven. Argumentet er, at den danske grundlov hviler på forudsætninger om ligestilling mellem mand og kvinde, og derfor kan man ikke lave kvindekvoter.
Det synes jeg godt nok, er noget værre sludder. Lighedsprincippet går ud på, at usaglig forskelsbehandling ikke må forekomme, men hvis Folketinget (eller EU) vedtager en lov om forskelsbehandling af den ene eller den anden gruppe, er det ikke i strid med lighedsprincippet at følge denne lov. Forskelsbehandling forekommer på mange områder, hvor man ønsker at opnå en ændring af tingenes tilstand. Og at lighedsprincippet skulle gælde på grundlovsniveau, har jeg aldrig hørt om før.
Man kan være enig eller uenig i, om kvindekvoter er det rette instrument. Hvis man ønsker flere kvinder i de danske bestyrelser, er der ingen vej uden om kvindekvoter, og det er i hvert fald ikke i strid med grundloven.
-
I Københavns Kommune er der flere sager med fejl eller lange sagsbehandlingstider end sager uden, det slår kommunens borgerrådgiver Johan Busse fast i sin beretning igen i år.
Kommunens forvaltninger har selv konstateret fejl i 53,8 % af de sager, københavnerne har henvendt sig til Borgerrådgiveren med, og fejlraten er højere, når Borgerrådgiveren undersøger forvaltningernes sagsbehandling.
Borgerne er pressede – økonomisk og personligt – fordi deres sag trækker i langdrag, fordi de ikke har fået den rette vejledning, eller fordi de ikke føler sig hørt. Mange har desuden følt sig nødsaget til at involvere venner og familie, retshjælpsinstitutioner, advokater mv., fordi de ikke har kunnet klare samarbejdet med kommunen på egen hånd. Hverken fejlprocent eller klagetemaer har ændret sig nævneværdigt over de seneste mange år, og Borgerrådgiveren konstaterer, at forvaltningerne ikke til dato har kunnet fremvise større, varige forbedringer.
Borgerrådgiveren påpeger i sin beretning, at visse forvaltninger skal overbevises om, at de har et problem. Andre har erkendt det, men kan ikke selv løse det.
Og hvad vil Københavns Kommune så gøre ved det? Frank Jensen siger:
– Jeg vil derfor foreslå, at Borgerrepræsentationen forpligter forvaltningerne til helt konkret at pege på, hvordan de vil forbedre indsatsen for at lave bedre sagsbehandling.
Jeg synes, det er alt for slapt. Jeg har selv undervist en del medarbejdere fra Københavns Kommune i, hvordan man skal behandle sagerne rigtigt, men disse kurser er blevet sparet væk. Og der er tilsyneladende ikke kommet et andet og bedre tilbud.
I en konkret sag, som Borgerrådgiveren har behandlet forlangte kommunen uretmæssigt tilbagebetaling af mere end 200.000 kr. Kommunen frafaldt kun det uretmæssige krav på grund af de to borgeres vedvarende og meget tålmodige henvendelser, herunder i sidste ende deres henvendelse til Borgerrådgiveren.
Jeg har selv i min nærmeste familie oplevet, hvordan Københavns Kommune på helt uhjemlet grundlag forlangte tilbagebetaling af mange tusinde kroner. En skrivelse fra min hånd fik kommunen til at trække alle krav tilbage, men det er da for galt, at man skal have forvaltningsjurister i baghånden for at få sin ret. Især når man ved, at chancen for, at afgørelsen er forkert er mere end 50 %.
Se Borgerrådgiverens beretning for 2013 her
Forvaltningsret og god sagsbehandling