Detektiv på sporet af ny offentlig lederuddannelse

Den ny offentlige lederuddannelse af høj kvalitet har ikke gjort meget væsen af sig. Man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Fakta er, at Folketinget har vedtaget en ny lov, som gerne skulle føre til et ”nyt højt kvalificeret udbud af lederuddannelser på diplomniveau, som giver en enkelte offentlige leder en fleksibel, generel ledelsesfaglig og praksisnær lederuddannelse”. Så vidt, så godt, men hvordan skal det så ske?

 

Jo, efter lovens ikrafttræden her d. 15. juni 2009, skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om den offentlige lederuddannelse. I et bilag til denne bekendtgørelse skal der stå, hvad uddannelsen skal indeholde. Samtidig skal den eksisterende bekendtgørelse om diplomuddannelsen i ledelse laves om, så den rent strukturmæssigt kommer til at passe til den nye offentlige lederuddannelse. Det betyder, at man skal gå fra at have 5 større fag + et afgangsprojekt for at få en diplomuddannelse, fremover skal have 9 små fag og et afgangsprojekt.

 

Udover arbejdet med bekendtgørelserne og bilagene skal man også have nedsat et uafhængigt Certificeringsråd, som skal certificere de institutioner og organisationer, som gerne vil udbyde undervisning for de offentlige ledere. Dette Certificeringsråd (hvem sagde ”væk med smagsdommere, råd og nævn”?), skal træffe sine beslutninger på baggrund af indstillinger fra et eller flere ekspertudvalg, som også skal udnævnes. Alle disse mennesker skal serviceres af et sekretariat, som også skal nedsættes.

 

Herefter kan man så gå i gang med at sende uddannelsens forskellige elementer i udbud, modtage ansøgninger, sagsbehandle dem og certificere de kvalificerede, alt sammen inden d. 15. september 2009, hvis ellers Bertel Haarders svar til Folketingets Uddannelsesudvalg står til troende.

 

Det gør det nok ikke, og det er da også fuldkommen useriøst og urealistisk at forestille sig, at man kan gennemføre alt dette henover sommerferien på et ordentlige kvalitetsmæssige grundlag. Og det skulle det jo helst være, hvis man ellers mener noget med, at den nye offentlige lederuddannelse skal være både ny og af høj kvalitet.