Fra tanke til faktura – hvem betaler regningen?
I 2003 præsenterede Videnskabsministeren en handlingsplan for et styrket samspil mellem forskning og erhvervsliv med undertitlen ”Fra tanke til faktura”- i sandhed en tankevækkende plan. Man så for sig, hvordan de mange storslåede forskningsresultater, der hidtil havde ligget uudnyttet hen i forskernes støvede skuffer, pludselig sprang frem og blev nyttiggjort til glæde for det danske samfund.
Men hvem var det nu lige, som skulle skrive fakturaen ud, og hvem skulle betale regningen? Skulle staten skrive regningen ud til erhvervslivet for brug af de offentligt finansierede universiteters personale- og bygningsressourcer? Eller var det erhvervslivet, der skulle skrive regninger ud? Og i givet fald til hvem? Til danske borgere, som ville købe de nye forskningsbaserede produkter? Eller til pengestærke udenlandske investorer?
Dengang undrede man sig over disse spørgsmål og over om der helt overordnet set kunne komme vækst og flere penge ud af denne fakturaudskrivning?
Her snart 6 år har emnet fået ny aktualitet i forbindelse med revisionen af universitetsloven og videnskabsministerens seneste udgivelse ”Fremtidens Universiteter”. Fora – en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen mener, at universiteterne ikke er gode nok til at dele viden med erhvervslivet, private og offentlige institutioner, og at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det udbytte, der måtte komme ud af samarbejdet.
At universiteterne beskyldes for at stille urealistiske krav kunne tyde på, at de også gerne vil være med til at skrive fakturaer ud, og det kunne være interessant at få at vide, hvordan det går med handlingsplanen ”Fra tanke til faktura”. Er vejen fra forskning til faktura blevet kortere? Virker planen?