Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.
Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.
Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?
Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.
Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.