Universiteternes ledelsessystemer er blevet mere og mere lukkede i de senere år. I effektivitetens navn skal der træffes raske beslutninger uden at ledelsen først skal drøfte dem med den ene og den anden forsamling af kontrære og mistroiske medarbejdere, og derfor er beslutningskompetencen er flyttet fra kollegiale organer til ansatte ledere og til bestyrelser. At det står skidt til med åbenheden på de danske universiteter kunne man se dokumenteret i Mandag Morgen d. 18/4-2011, hvoraf det fremgik, at reglen om, at der skal være størst mulig åbenhed om universitetsbestyrelsernes arbejd nærmest er blevet over-set i de 8 år, der er gået, siden Universitetsloven trådte i kraft. Universiteterne har uden nærmere indblanding lukket sig mere og mere om sig selv, men hvorfor?
I 2003 blev universiteterne omdannet til selvejende institutioner, og de skulle nu ledes af ”rigtige” bestyrelser. Rigtige bestyrelser er ikke sådan nogen kollegiale organer, som man havde haft siden studenteroprøret i 70’erne med ansatte og studerende. Nej, rigtige bestyrelser har et flertal af eksterne medlemmer. Og de eksterne medlemmer skal ikke bare komme fra et andet sted end universitetet, det allerbedste er, hvis de kommer fra erhvervslivet. Så ved man, at universiteterne bliver drevet rationelt.
Mange af de eksterne bestyrelsesmedlemmer i universitetsbestyrelserne er netop fra den private sektor, og har ligesom DTU’s bestyrelsesformand Sten Scheibye den holdning, at der ikke børe være forskel på den måde, man udfører bestyrelsesarbejdet i en offentlig og en privat virksomhed. Underforstået, at når nu man har valgt at organisere universiteterne som selvejende institutioner med eksterne bestyrelser, så skal de også drives som private virksomheder.
Det er ikke til at vide, om nogen af de kendte skandalesager på CBS, Aarhus og Københavns Universitet kunne være undgået, hvis der havde været større offentlighed i beslutningsprocessen. Det er bare svært at forstå rationalet i, at universiteterne skal fremstå som private virksomheder under ledelse af succesfulde erhvervsledere. Universiteterne er fyrtårne for uddannelse og forskning for hele samfundet – ikke bare for de mennesker, der lige i dag er studerende, ansatte eller bestyrelsesmedlemmer. De er centre for lærdom og udvikling, som vi alle ønsker at føle ejerskab til og stolthed over.
I al stilfærdighed har Folketinget nu vedtaget universitetslovsreformen her midt i en tid med valgspekulationer og forhandlingerne om 2020-planer af forskellig kulør. I den nye lov fokuserer man på, at universiteternes bestyrelser skal inddrage medarbejdere og studerende på alle organisatoriske niveauer, men der står ingenting om en øget adgang til indsigt for offentligheden – altså pressen og alle andre interesserede. Loven indeholder dog en lille forbedring med hensyn til åbenhed, nemlig at der fremover skal være åbenhed om procedurerne for indstilling og udpegning af de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Men når medlemmerne så er blevet udpeget, kan bestyrelsen fortsætte med at arbejde bag lukkede døre som hidtil.
Videnskabsministeren har sagt, at universiteterne skal åbne sig for omverdenen, men hun benyttede altså ikke lejligheden til at skærpe kravene i loven. Universiteterne kan nu vælge selv gøre at det – de skal alligevel lave deres vedtægter om, når den nye lov træder i kraft her d. 1. juli 2011. Og der er mange gode argumenter for større åbenhed, for eksempel at en universitetsbestyrelse adskiller sig helt fundamentalt fra private bestyrelser. Universitetsbestyrelser er sat i verden for at styre en offentlig virksomhed, som opererer i en virkelighed, hvor både markedet og politiske dagsorden sætter rammerne. En privat virksomheds skal give overskud til ejerkredsen, mens et universitets hovedformål er at få mest mulig forskning, uddannelse og formidling ud af de midler, man får stillet til rådighed af samfundet.
Som offentlig virksomhed er universiteterne helt eller delvis finansieret af offentlige midler, de er tæt reguleret love og bekendtgørelser, og desuden er de under tilsyn af Videnskabsministeren. Derfor giver det ingen mening at overføre kravene til god selskabsledelse på det private område til de offentlige bestyrelser. Man må tilpasse og supplere kravene, så de passer til lovgivningen og dansk forvaltnings-kultur.
En anden forskel til private virksomheder er nemlig, at Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven gælder for universiteterne. Offentlighedslovens udgangspunkt er, at alle har adgang til indsigt i universitetsbestyrelsens dokumenter, medmindre de er omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne. Det betyder, at bestyrelsen ikke frit kan vælge, om et dagsordenspunkt er åbent eller lukket, det afhænger af, om der er tale om en personsag, væsentlige hensyn til universitetets økonomi eller én af lovens andre undtagelsesbestemmelser.
Offentlighedslovens regler sikrer universitetets studerende og ansatte, pressen og den interesserede of-fentlighed aktindsigt og adgang til at følge med i, hvad der foregår på universiteterne og i deres bestyrelser. Reglerne om aktindsigt skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men skal også øge tilliden til den offentlige forvaltning. Information og viden forhindrer mytedannelser, skepsis og mistro.
Der kan være mange uigennemskuelige og modsatrettede grunde til, at man har valgt en model med uni-versitetsbestyrelser som en bufferzone mellem universiteterne og regeringen. Men når folketinget som her har valgt en åben model for bestyrelsesarbejdet på universiteterne, så må bestyrelserne og deres formænd respektere dette valg eller søge at få reglerne ændret. Universitetsbestyrelserne kan ikke selv vælge, hvor lidt eller hvor meget, de har lyst til at offentliggøre om deres arbejde. De er bundet af lovens ord.
Allerede i 2003 var spørgsmålet om åbenhed til diskussion, og Videnskabsministeriet nedsatte et udvalg, som foreslog, at universiteterne som udgangspunkt gav adgang til dagsordner, beslutningsgrundlag og bestyrelsesbeslutninger, samt begrundelser. Selve bestyrelsesmøderne skulle være lukkede, mente udvalget, da ”det er en nødvendig forudsætning for et idérigt og effektivt bestyrelsesarbejde, at der er en fortrolig og åben stemning bestyrelsesmedlemmerne imellem”. Mange var enige heri.
Men hvorfor er man så bange for at tillade adgang til møderne? Hvorfor skulle man ikke kunne have et åbent og tillidsfuldt forhold i bestyrelsen, fordi offentligheden har adgang til møderne? Folketinget, re-gionsrådene og kommunalbestyrelserne kan godt holde åbne møder – sidstnævnte kan så lukke dem, når der kommer personsager eller økonomiske kontrakter på dagsordenen. Jeg tror tværtimod, at det vil kvalificere debatten, hvis der er adgang for medarbejdere, studerende og ikke mindst pressen til bestyrelsesmøderne. Mødedeltagerne vil skærpe deres argumentation og måske også gøre sig større anstrengelser for at vise, at netop de var det rigtige valg til bestyrelsen, og at de er pengene værd for samfundet.
Godt nok er universiteterne nu selvejende institutioner, men de er også en del af den offentlige forvaltning. Gennem århundreder har forvaltningen i Danmark udviklet og arbejdet efter værdier og holdninger, som handler om legalitet, lighed og åbenhed. Åbenhed er en forudsætning for et kvalificeret og tillidsfuldt samarbejde mellem de mange aktører i regeringen, på universiteterne og i den interesserede offentlighed, og åbenhed bør være udgangspunktet for arbejdet på universiteterne og i deres bestyrelser. Gennemsigtighed og transparens stiller muligvis større krav til det daglige arbejde i ledelse og administration, men den legitimitet og opbakning som institutionen efterfølgende får fra interne og eksterne interessenter opvejer på den lange bane rigeligt disse besværligheder.