På mine bilture til og fra Roskilde er jeg begyndt at høre P1 og der hørte jeg en historie om kvindernes internationale kampdag. I tidernes morgen – d.v.s. før 1. verdenskrig – var kampdagen den socialistiske verdens udgave af det, som senere kom til at hedde Mors Dag i den vestlige verden. D.v.s. en dag om året, hvor man gjorde stads af kvinderne og gav dem blomster og den slags. Alt det der med kampdagen kom først rigtig i gang i 1970’erne med rødstrømpebevægelsen.
For mig har d. 8. marts altid været en dag til eftertanke. Ikke til kamp – ikke til fest – men til eftertanke, og sådan har det også været i år. I Danmark har jeg meget svært ved at finde nogle områder, hvor det går fremad for ligestillingen. Der er stadig lang vej til ligeløn og års indsats for flere kvinder på ledende poster og i bestyrelser giver ikke rigtig noget resultat. Jeg hører desværre rigtig mange historier om inkompetente mænd, der klamrer sig til taburetterne, og modhistorier om kvinder, der gør det samme, er meget få.
Nåh, men så kan man da heldigvis vende blikket til andre verdensdele, og jeg har som bekendt vendt mit blik til Indien. Der har jeg fundet et sted, hvor der er kvinder på næsten alle ledende poster, og hvor kvinder og mænd arbejder sammen om at skabe en bedre fremtid. Der har pigers uddannelse topprioritet, men også mikrolån til kvindelige iværksættere, etablering af pasningsordninger i landsbyerne, opførelse af et fødselshospital er projekter med fokus på at forbedre kvinders fremtidsmuligheder.
Det er befriende at være et sted, hvor man sætter ord på kvinders undertrykkelse og på, at kvinder skal have samme muligheder og rettigheder, hvis dette meget fattige område skal følge med resten af Indiens økonomiske udvikling. Der er ingen sure miner, mudderkastning og beskyldninger – bare en fælles indsats for at ændre verden.
Hvis I vil vide mere om stedet – så kig på http://www.friendsofshamayitamath.dk/
