Kvindernes internationale kampdag – det lyder helt anakronistisk. Hvem skal vi kæmpe mod? Hvor står slaget? Både mænd og kvinder har det jo trygt og godt på trods af finanskrise og dårligt vejr. Er det ikke lidt patetisk, at gå her og klynke over manglende karrieremuligheder og uligeløn, mens folk i Afrika kæmper for at overleve AIDS, angreb fra voldsforbrydere og uendelig fattigdom?
Svære spørgsmål – det er lettere at svare på, hvad vi skal kæmpe for. Der er masser af ting at tage fat på som for eksempel:
Ligeløn.
I Information d. 7/3 kan man læse, at kvinderne får mindre ud af skattereformen end mænd, fordi de generelt er dårligere lønnede end mænd. Og det er kvinderne blandt andet, fordi de livet igennem har dårligere betalte jobs og længere perioder på barsel. Det mest groteske er, at man stadig ikke kan være sikker på, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde på trods af, at vi har haft lovgivning om ligeløn i mange år.
Flere kvinder på topposter.
Det er blevet fremført, at kvindelige ledere vil være bedre for virksomhederne i krisetider, og at der bør arbejdes på at få flere kvinder ind i virksomheders og organisationers bestyrelser. I CBS Observer udtaler forskningsdekanen, at nu skal der gøres noget mere for at få flere kvindelige professorer på institution. Det vil nemlig være et konkurrenceparameter i fremtiden. I Politiken gør Tim Knudsen og Heidi Houlberg Salomonsen opmærksom på de kvindelige såkaldte ”B-ministre”, som regeringen udnævner på lidet magtfulde områder for at pynte lidt på statistikken. Kun 2 ud af 21 departementschefer er kvinder. Og man kunne blive ved.
Flere mænd i omsorgssektoren.
Men skulle vi ikke hellere kæmpe for at få mændene ud af BMW’erne, direktørkontorerne og bestyrelseslokalerne og ud på plejehjemmene, børneinstitutionerne og hjem til kødgryderne. Det vil være bedre for børn, syge og gamle at møde omsorgspersoner af begge køn, og mændene vil have godt af at gå op i noget andet end penge og prestige.
At der kommer flere kvinder på topposter og flere mænd i omsorgssektoren betyder ikke, at vi alle skal være ens, men at der kommer flere nuancer ind i arbejdslivet på alle niveauer til glæde for både brugere, kunder, medarbejdere og ledere. Flere mennesker bør få mulighed for at udnytte flere sider af sig selv. På den måde kan vi få et endnu bedre samfund præget af respekt og tolerance i stedet for fortrængning og marginalisering.
Hvem kæmper og hvorhenne?
Indtil nu forekommer det mig, at kampen om ligeløn og ligestilling mest har stået på papiret – eller nu som her på skærmen. Der er megen snak og gode intentioner og ikke megen handling. Forskellige parter brokker sig over, at andre ikke har gjort noget andet og mere for at fremme ligestillingen, og noget kunne tyde på, at hverken politikere eller interesseorganisationer har haft evne og vilje til at skabe forandring og udvikling på dette område.
Grunden kan måske være, at der ikke i folkedybet og i samfundet som sådan er et udtalt behov for mere ligestilling. Danmark har jo længe haft førertrøjen på i lykkemålingerne, så grunden til den manglende udvikling på ligestillingsområdet kan være, at vi er glade nok for tingenes tilstand, sådan som de er.
Derfor er der ingen kamp, og slagmarken kan ikke findes. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det virkelig skulle være tilfældet.