-
Amerikanske forskere har fundet ud af, at kvinder ikke bliver udsat for diskrimination og fordomme på arbejdsmarkedet. Kvinder bliver tværtimod anset som bedre ledere end mænd på de fleste områder. Dog mente svarpersonerne ikke, at kvinderne var ligeså visionære som mænd.
På trods af denne generelle tillid til kvinders lederegenskaber, er der alligevel færre kvindelige end mandlige ledere, og den meget korte artikel på Politikens netavis giver desværre ikke noget bud på, hvad grunden så kan være. Måske er det fordi de personer, der svarer på forskernes spørgsmål, har en anden holdning end de personer, der skal ansætte kvinderne i lederstillinger.
Til gengæld kan man i papirudgaven studere endnu et indlæg om mænds og kvinders lykkebarometer. Her kan man se, at finanskrisen tager hårdere på mændene end på kvinderne, fordi mændene risikerer at blive ramt på deres identitet – nemlig på jobbet, hvor mændene har langt flere sociale relationer og netværk end kvinderne. Men der er håb for de kriseramte mænd – de kan stoppe deres vanvittige ræs efter dyre biler, travheste og fine titler og finde lykken hjemme ved kødgryderne, foreslår en psykolog.
Og for egen regning vil jeg så tilføje: Så bliver der mere plads til de kvindelige ledere ude i virksomhederne.
Tjek artiklen:
-
Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.
Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.
Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?
Forvaltningsret og god sagsbehandling